Planerne om angreb på Danmark
Atomkrig. Sovjetunionen og resten af Warszawapagten var klar til at slå først og bruge atomvåben meget hurtigt under Den Kolde Krig. Polen fik til opgave at tage Sjælland, og efter Østblokkens sejr skulle magten overlades til DKP.
Polakkerne kommer
Plankort for den polske erobring af Sjælland fra perioden 1976-77, som viser luftlandsætning af den 6. Pommerske Luftlandedivision (Borup) og indsættelse af den 7. Landgangsdivision ved Faxe og Køge Bugt. Planerne er fra perioden 1976-77, da den militære planlægning var på toppen og selvtilliden betydelig. Man planlagde en erobring både med og uden anvendelse af atomvåben, idet der var et ønske om at erobre Sjælland intakt. Øen tænktes at kunne fungere som fremskudt base for den sovjetiske østersøflådes aktiviteter videre ud i Atlanten. Foto: Institut for National Erindrings Arkiv
Havde russerne seriøse planer om at overfalde Danmark under Den Kolde Krig? Og indgik massiv og hurtig anvendelse af atomvåben i givet fald i disse planer? Det har været afgørende spørgsmål i den hjemlige politiske debat, i den sikkerhedspolitiske forskning og i indretningen af det skrantende danske forsvar, lige siden Sovjetunionen trak sig sejrrigt ud af Anden Verdenskrig.
Svaret fra seniorforsker Steen Andersen fra Rigsarkivet er en dobbelt bekræftelse med potentiale til at skrive den nyere danske historie om. Ja, Østblokken planlagde at slå først under en politisk krise med Vesten, og ja, anvendelse af nukleare våben var en integreret del af denne planlægning.
Det konkluderer Steen Andersen efter at have fået adgang til hidtil hemmeligholdte dokumenter om det for Danmark – og Vesten – så eksistentielle spørgsmål. Sin årelange forskning har historikeren samlet i bogen Planerne om at eliminere Danmark, som udkommer på Syddansk Universitetsforlag i næste uge. 700 siders grundig forskning efter fem års arbejde med fokus på de øverste militære planlæggeres forberedelse af atomkonfrontationen mellem øst og vest.
Spørger man Steen Andersen til den sandsynlige sejrherre i et sådant krigsdrama, bliver konklusionen bare værre:
»Forestillingen om, at selvfølgelig ville NATO have vundet det opgør, er et resultat af vores tænkning efter Murens fald i november 1989. Jeg er ret sikker på, at NATO ville have været på hælene, hvis krigen var kommet i 1977 eller 1983,« som han siger, da jeg opsøger ham på Rigsarkivet til en samtale om den nye bogs budskab.
Diskussionen om Warszawapagtens hensigter har i hele efterkrigstiden været hæmmet af, at de militære planer har været og er omgærdet af den yderste hemmelighedskultur. Men Steen Andersen har fundet et hul i tavshedens mur, som alvorligt korrigerer mange af de hidtidige antagelser og vurderinger.
I Polen er afslørende dokumenter blevet frigivet til forskning. Papirerne er udarbejdet på allerøverste niveau i de militære forhandlinger mellem Sovjetunionen og Polen som led i Warszawapagtens forenede øverste kommando. Det er dokumenter, som kun et par håndfulde mennesker har haft indsigt i under Den Kolde Krig, og det er ikke bare øvelsespapirer.
»Det er solide, skarpe krigsmæssige planer. De viser, hvordan Østblokken ville have kæmpet. Vi har aldrig haft et så solidt kildegrundlag før,« som Steen Andersen siger.
De hemmeligstemplede planer har den særlige interesse for Danmark, at Polen i Østblokkens forsvars- og krigsplaner var tiltænkt den opgave at erobre Sjælland, mest sandsynligt ved en landgang ved Faxe Ladeplads og i Køge Bugt efter forudgående sovjetrussiske luftangreb.
Det skulle ske, efter at andre styrker var trængt op gennem Slesvig-Holsten og videre til Fyn. Herfra skulle man søge at bombe Sjælland til overgivelse. Helst uden anvendelse af atomvåben, for man ville kunne bruge Sjælland som fremskudt base for den sovjetiske Østersø-flåde. Danmark er en prop i passagen ud i Atlanterhavet.
Steen Andersens forskning rammer på den måde dobbelt: Hans værk korrigerer den nyere koldkrigsforskning, og det må samtidig læses i lyset af den aktuelle strid mellem Rusland og Europa udløst af Putins krig i Ukraine. Gennem hans bog løber et drama udløst af den sovjetrussiske angst for at blive spærret inde og søgt løbet over ende, som det flere gange er sket i den russiske historie.
Kammerat Lund
Steen Andersens arbejde viser, at Sovjetunionen ikke blot havde som mål at eliminere fjenden – Vesten – militært. I det danske scenario satsede man ligesom ved Warszawapagtens sejr over andre NATO-lande på, at den militære sejr skulle efterfølges af en besættelse og et regimeskifte.
Eksempelvis fulgte Warszawapagten i øvelsen Kazuar 77 ikke blot en militær doktrin, som handlede om at nedkæmpe NATO på organisationens eget territorium. Efter en administrativ opdeling af et demilitariseret Danmark, hvor alle overlevende danske soldater skulle placeres i krigsfangelejr, skulle Danmark ifølge øvelsen opdeles i seks ansvarszoner.
Styrker fra den polske 1. Arme sørgede i øvelsen for ro og orden og satte gang i en økonomi, som kunne imødekomme det polske militærs og i anden omgang de danske borgeres behov. Først og fremmest gjaldt det fødevarer, adgang til vand og strøm og infrastruktur. I områder, som måtte være forurenet af radioaktivitet efter brug af atomvåben, skulle der iværksættes grundvandsboringer.
På det politiske plan skulle de polske besættelsesstyrker gennemføre en nyordning efter samme model, som Sovjetunionen havde fulgt i Østeuropa efter 1945. DKP skulle spille en nøglerolle i besættelsesordningen, skriver Steen Andersen, idet alle andre partier skulle forbydes. Han citerer i bogen fra øvelsesmanualen:
»Der skal indføres forbud mod alle former for aktivitet fra alle hidtidige politiske organisationer. Der skal skabes forhold for, at kommunistiske partier og venstreorienterede kræfter kan udøve aktivitet, der bidrager til at fastholde deres position og rolle hos de arbejdende masser.«
I planen for Danmarks indlemmelse i Østblokken hed det videre:
»På basis af de eksisterende distrikter, landsdele, provinser og kommuner skal der af repræsentanter for kommunistpartiet og de progressive partier, der er i samarbejde med Danmarks kommunistparti, etableres en lokalmyndighed, som skal underordnes den militære administration.«
Spørgsmålet er naturligvis, hvad DKP ville have ment om en sådan opgave? Steen Andersen svarer:
»I bogen nævner jeg, at DKP-folketingsmand Ib Nørlund i 1976 afleverede dokumenter til Polen. Han gik direkte fra Folketingets forsvarsudvalg over til den polske ambassade. Jeg nævner det ikke for at jage agenter, og det var ikke særlig vigtige papirer. Men han var førende ideolog i DKP, og det er vel et pejlemærke i forhold til partiets loyalitet, at han ville hjælpe den polske efterretningstjeneste. De besluttede da også at bruge ham og tildelte ham dæknavnet Lund.«
Hurtigt angreb
Øvelsesmanualen fra 1977 dokumenterer for så vidt en kontinuitet i det kommunistiske landnam; det har i Europa altid fundet sted i forbindelse med større krige. Sovjetrusland blev grundlagt under Første Verdenskrig, udvidelsen med Østeuropa skete efter Anden Verdenskrig. Og i det scenario, Steen Andersens forskning omhandler, ville Sovjetunionens fremstød også ske i forbindelse med en større konfrontation med NATO, som Warszawapagten trak sig sejrrigt ud af.
Et realistisk scenario for et krigsudbrud kunne være det, som var grundlaget for Warszawapagtens øvelse for Kystfronten – det vil sige fronten op mod Østersøen – som gennemførtes i 1974. Operationen, som fik navnet Sommer-74, havde som centralt element at øve den intense og nervepirrende overgang fra krise til krig.
Øvelsens politiske ramme var defineret af en tænkt politisk spænding i Israel, som truede sine arabiske naboer. Krisen blev uddybet af, at USA besluttede igen at intervenere i det Vietnam, man netop havde forladt. Endvidere havde »regeringerne for de største kapitalistiske lande« besluttet at forlange ophør af Sovjetblokkens støtte til »de styrker, der kæmper for social frigørelse og uafhængighed fra imperialismen«.
Endelig tiltog spændingerne i øvelsesmanualen, fordi den konservative regering i Bonn indledte egentlig sabotageaktivitet på grænsen til DDR og Tjekkoslovakiet, samtidig med at USA og Storbritannien overførte strategiske reserver til baserne i Vesttyskland.
Østblokken appellerede ifølge øvelsen til forhandlinger, samtidig med at man selv foretog en mobilisering i det skjulte. At russerne mestrede det spil at lade en øvelse munde ud i en militær operation, havde de vist i virkeligheden, påpeger Steen Andersen i bogen. Det svarer til forløbet op til indmarchen i Tjekkoslovakiet i 1968.
I øvelsen indgik Østfronten – det vil især sige polske styrker – i et angreb, som viste en determineret vilje til at lade krisen eskalere til krig. Det scenario går, påpeger Steen Andersen, mod den vanlige koldkrigsforskning, som hyppigt har set Warszawapagtens offensive øvelser som reaktion på et NATO-angreb.
Men den opfattelse »slører for, at den militære tilbøjelighed var, at beslutningen om offensiv var truffet, inden NATO havde eskaleret konflikten til åben fjendtlighed«, skriver Steen Andersen i Planerne om at eliminere Danmark.
I øvelsen starter krigen med, at NATO angriber med konventionelle styrker, men som i andre øvelsesscenarier får Warszawapagten nys om, at NATO påtænker at anvende atomvåben mod den konventionelt stærkere østlige fjende. Men ifølge Steen Andersen sker Warszawapagtens beslutning om at anvende masseødelæggelsesvåben »på basis af til rådighed værende entydige tegn«.
Det karakteriserer han i bogen som en så elastisk formulering, at den afslører, »at Warszawapagten på ingen måde forudsatte entydige efterretninger om NATO-angreb som grundlag for dens beslutning om at udløse altomfattende atomkrig«. Blandt de østlige beslutningstagere var synet på NATO, at det var et aggressivt og imperialistisk foretagende styret af vesttysk revanchisme.
Øvelsen, som på polsk grund lededes af general og forsvarsminister Wojciech Jaruzelski – som siden blev regeringschef i det kommunistiske Polens aftenstund – betegnede da også angrebet med atomvåben som »fredens offensiv«.
»Det er en af de vigtige lærer af min forskning, som formentlig vil overraske militære aktører,« siger Steen Andersen og fortsætter:
»De østlige krigsscenarier opererede ikke med varsling før angreb og anvendelse af atomvåben. Man kunne gå i gang ved hjælp af de stående styrker, det vil sige inden for 12 til 24 timer. I Vesten har det været en almindelig antagelse, at man havde en krise, så mobiliserede man og afgav varsler. I mellemtiden kunne vi så selv nå at mobilisere. Men Warszawapagten kunne nærmest sætte angrebet i gang, som de stod og gik.«
Steen Andersen forklarer, at en krig på dansk grund eksempelvis kunne begynde med uvarslede specialoperationer, som tog strømmen på hele Sjælland, suppleret med luftangreb. »Uden strøm kan vi jo ingenting. Så kunne vi rave rundt i mørket og lede efter kontakten og nøglerne,« som han formulerer det.
Generalernes stamina
Steen Andersens forskning dækker perioden fra 1960 til 1990. Således er også Sovjetunionens største øvelse siden Anden Verdenskrig, Zapad-81, omtalt. Det var i 1981 en magtdemonstration med deltagelse af flere end 100.000 soldater. Her øvede man krig med større satsning på konventionelle våben, men mønstret var ifølge Steen Andersen grundlæggende det samme som i årene forud.
Under øvelsen var for første gang anvendt de strategiske mellemdistanceraketter, som i Vesten blev kendt under navnet SS20. Dette våben skulle kunne levere »det første og efterfølgende atomangreb fra Sovjetunionens statslige offensive styrker«, som det blev formuleret. Det betød ifølge Steen Andersen et sovjetisk atomart førstehåndsslag.
Øvelsen involverede foruden SS20erne også det nye sovjetiske hangarskib Kyiv, som i krigsscenariet spillede en nøglerolle i bekæmpelsen af NATOs flådestyrker og ydede støtte til øvelsens landgangsoperation med store amfibiestyrker.
Denne øvelse foregik tæt på Gdansk. Signalet skulle være enkelt at afkode for Vesten, samtidig med at også de polakker, som kunne finde på at støtte oprørsbevægelsen Solidaritet, fik et budskab: Sovjetunionen havde vilje til at bruge sit militær mod en uønsket politisk udvikling i broderlandet.
Få dage efter øvelsen holdt Polens Nationale Forsvarskomité møde, hvor man »opridsede den polske hærs plan for én gang for alle at få knust Solidaritet«. Det lykkedes som bekendt ikke.
Jeg spørger Steen Andersen, hvad der er den overordnede lære af hans forskning og den nye bog. Han deler sit svar i en hjemlig og en større, udenlandsk lære. Herhjemme foregik der en interessant afkobling af det danske forsvars indsigt og det politiske krav om nedrustning.
Politikerne skar i militærbevillingerne, og der groede visioner frem om at få dannet en atomvåbenfri zone i Østersøområdet. Det var blandt andet en vision, Anker Jørgensen udfoldede omkring 1980.
Den vision led midlertidig skibbrud, da en sovjetisk atombevæbnet ubåd gik på grund på et klippeskær ved Karlskrona i oktober 1981. Samtidig arbejdede forsvaret ihærdigt på at sikre Danmark adgang til taktiske atomvåben, så man havde en realistisk chance for at have et troværdigt beredskab.
»Du spørger, om ikke det er fordækt. Det var hemmeligt. Danmark skulle indarbejdes i NATOs forsvarsplaner, og det gjorde man blandt nøgleaktører i forsvaret. Det var deres metier, og det gjorde de så. Vi har en del at takke det militære system for,« siger Steen Andersen.
På den store scene er læren ifølge forskeren en lidt anden:
»Det handler om frygt. Drøftelserne i de referater, jeg har studeret fra slut-70erne og frem, var drevet af østsidens frygt for, at ‘de kommer igen’, for det har Rusland jo oplevet en del gange. De har frygtet et overraskelsesangreb fra NATO og så ræsonneret, at så må vi overraske dem og slå endnu hurtigere til.«
Ifølge Steen Andersen levede den frygt »helt frem til de sidste murbrokker faldt i Berlin«, som han siger.
»Da man i 1987 nedrustede mellemdistanceraketterne SS20 og Pershing, tænkte mange, at nu går vi mod afspænding. Sådan tænkte Østblokkens generalstab ikke. De så Gorbatjov som en forræder og gik straks i gang med at lave nye planer for, hvordan de kunne forhindre NATO i at komme uvarslet og tage dem, mens de sov. Målt på stamina var det ikke generalstaben i Warszawapagtens skyld, at de tabte Den Kolde Krig.«
Steen Andersen: Planerne om at eliminere Danmark. 702 sider. Syddansk Universitetsforlag. Udkommer den 9. marts.
Kommentarer
Send en kommentar