Udvikling af Danmarks forsvar: Lærdomme fra Ukraine og anbefalinger mod Rusland 2025–2045

Executive Summary

Ruslands invasion af Ukraine i 2022 markerede et geopolitisk vendepunkt, som har tvunget Europa – og ikke mindst Danmark – til grundlæggende at revurdere sit forsvar. Denne rapport analyserer de vigtigste erfaringer fra Ukraine-krigen og vurderer, hvordan det danske forsvar bør udvikles over de næste 5, 10 og 20 år for at kunne afskrække og forsvare effektivt mod Rusland. Anbefalingerne er baseret på åbne kilder og fokus på danske forhold i NATO-regi per 23. december 2025.

Rapporten identificerer nøgletendenser fra Ukraine-konflikten, herunder droners gennemgribende effekt på kamppladsen, massiv ammunitionsefterspørgsel, informationskrig og hybridtrusler, samt betydningen af decentraliseret ledelse og innovationshastighed. Disse lektioner omsættes til tre scenarier for Danmark – hybridkrig, begrænset regional konflikt og totalkrig – med tilhørende implikationer. På den baggrund opstilles konkrete anbefalinger inden for forskellige tidshorisonter: akutte tiltag (0–5 år), mellemsigtede udviklinger (5–10 år) og langsigtet transformation (10–20 år). Anbefalingerne dækker strategiske og organisatoriske greb frem for specifikke taktikker, med fokus på kapacitetsopbygning, doktrinændringer, personelpolitik (værnepligt og uddannelse) og samfundsmæssig robusthed.

Blandt de væsentligste forslag er en markant styrkelse af Danmarks luftforsvar, investering i langtrækkende præcisionsvåben for øget afskrækkelse samt udvidelse af værnepligten (i varighed og omfang) for at opbygge en større reservestyrke. Endvidere anbefales etablering af et mere robust totalforsvar, hvor militær, civile myndigheder, erhvervsliv og borgere samarbejder om at modstå hybrid angreb på kritisk infrastruktur, cyberangreb og misinformation[1][2]. Analyser af Ukraine-krigen peger desuden på behovet for at kombinere klassiske tunge kapaciteter (kampvogne, artilleri m.v.) med nye teknologier som droner, elektronisk krigsførelse og autonome systemer, så Forsvaret både råder over eksisterende robuste platforme og billige systemer i stort antal[3].

For at realisere disse tiltag indeholder rapporten en implementeringsplan med foreslåede milepæle frem mod 2045. Den lægger op til etablering af stærk governance og projektstyring, opbygning af nødvendige kompetencer (fx inden for cyber og avanceret teknologi), et prioriteringskatalog for investeringer samt fokus på forandringsledelse i Forsvaret. Det kræver en kulturel omstilling til en krigspræget virkelighed, hvor afskrækkelse ikke ses som provokation, men som forebyggelse af krig[4]. Samlet set er konklusionen, at Danmark – i tæt samarbejde med NATO-allierede – må foretage en historisk oprustning og reformere både strukturer og tankesæt. Kun derved kan vi sikre, at et angreb på Danmark eller alliancepartnere vil mislykkes og være uacceptabelt dyrt for en modstander.

Nøgletendenser fra Ukraine-konflikten (2022–2025)

Ukraine-krigen har allerede leveret en række hårdt tilkæmpede erfaringer og trends, som er afgørende for fremtidens forsvar:

• Den “gennemsigtige” slagmark: Billige droner og allestedsnærværende sensorer har gjort moderne slagmarker næsten gennemsigtige, hvor selv små bevægelser kan opdages og bekæmpes øjeblikkeligt[5]. Dette har øget dødeligheden dramatisk og elimineret mange af de traditionelle helle på kamppladsen, idet real-time deling af data fjerner overraskelsesmomentet i offensiver[6][7]. Krigen i Ukraine har vist, at hverken Rusland eller Ukraine har opnået fuld kontrol over luftrummet, hvilket har gjort droner uundværlige for rekognoscering og præcisionsangreb[8].
• Masser af ildkraft og ammunition: Højintensitetskrig med artilleri- og missilangreb i enorm skala er tilbage. Ukraine affyrer dagligt tusinder af granater og missiler, hvilket har afsløret kritisk lave ammunitionslagre i Vesten[9][10]. De fleste NATO-lande – Danmark inklusive – ville løbe tør for afgørende ammunition på få uger under ukrainske forbrugstakter[11][12]. Krigen har dermed blotlagt behovet for langt større beredskabslagre og forsvarsindustriel kapacitet til at opskalere produktionen under konflikt[13]. Som reaktion er Danmark begyndt at genåbne egen ammunitionsproduktion for at genopbygge lagrene[13].
• Langtrækkende præcisionsvåben og truslen mod baglandet: Begge parter anvender luftangreb, krydsermissiler og droner dybt ind i modstanderens territorium. Afstand er ikke længere lig med sikkerhed – selv hundreder af kilometer fra fronten er mål som energiforsyning og kommandocentre sårbare[14]. Ruslands langtrækkende missiler rammer ukrainsk infrastruktur, mens Ukraine med vestlige missiler kan ramme mål bag russiske linjer. Konsekvens: Danmark kan ikke regne med at være “bagområde” i en konflikt; et baltisk krigsscenario vil også involvere angreb på dansk territorium og infrastruktur[14][15]. Krigen demonstrerer derfor nødvendigheden af robust luftforsvar og beskyttet infrastruktur på hjemmefronten, samt kapacitet til at ramme tilbage dybt i fjendens bagland som en del af afskrækkelsen[16].
• Informationskrig og hybrid påvirkning: Konflikten i Ukraine udspiller sig ikke kun kinetisk, men i høj grad også i informationsrummet. Rusland har ført en massiv påvirkningskampagne for at så splid i Vesten og skræmme befolkningerne med trusler om eskalation[17]. Nyheden er skalaen og koordinationen: vi ser informationskrig i ny skala, hvor militær propaganda og private troll-aktører arbejder samtidigt[17][18]. For Ukraine har effektiv strategisk kommunikation og kontrol over narrativet været afgørende for at sikre fortsat vestlig støtte[19][20]. Samtidig har cyberangreb og elektronisk krigsførelse været integrerede dele af krigsførelsen – fx russisk jamming af GPS og radio, som Ukraine har mødt med kreative modtræk (fiberkabler til droner, visuel navigation m.m.)[21][22]. Lektion: Danmark og NATO må være forberedt på at blive angrebet i cyberspace og informationsdomænet længe før (og under) en eventuel konventionel konflikt.
• Hurtig innovation og decentraliseret tilpasning: Ukraines forsvar har udvist en bemærkelsesværdig innovationshastighed under pres. Nye løsninger – f.eks. softwareopdateringer til droner eller taktiske ændringer – udvikles nu på dage eller uger, hvor det før tog måneder eller år[23]. Denne agilitet er muliggjort af flad struktur og delegeret beslutningskompetence: ukrainske enheder og frivillige netværk eksperimenterer konstant og deler erfaringer hurtigt[24][21]. Decentraliseret ledelse (“mission command”) har vist sig langt mere effektiv end Ruslands topstyrede kultur – soldater med initiativ og tillid fra ledelsen reagerer hurtigere og smartere på kaotiske frontforhold[25]. Små ukrainske enheder opererer kreativt og uafhængigt, hvilket bl.a. har gjort russisk signalopklaring og elektronisk krigsførelse mindre effektiv, da kommunikationen er spredt på mange sikre netværk[26]. Konklusion: En tillidsbaseret føringsfilosofi og evnen til løbende at lære og tilpasse sig, er blevet afgørende faktorer for militær succes[25]. Det gælder uddannelse af flere handlekraftige befalingsmænd og et forsvar, der omfavner nye idéer og teknologier i et langt højere tempo end hidtil.
• Kombination af kvalitet og kvantitet: Krigen har revurderet tidligere antagelser om “lidt men bedre” styrker. Masse og volumen har stadig stor værdi: i en slidkrig kan 100 mindre præcise kanoner ofte gøre en større forskel end 10 hyper-avancerede, hvis ammunitionen rækker[27]. Tilsvarende har Ukraine tydeliggjort vigtigheden af mandskabsmæssig volumen – store reservestyrker og territorialforsvar – selv i en højteknologisk krig[27]. Det ideelle forsvar blander det bedste af begge verdener: avancerede systemer sammen med mange billigere, “attritable” enheder, man har råd til at miste[3]. Eksempelvis bør en moderne styrkestruktur rumme både kampfly/kampvogne og sværme af droner eller autonome køretøjer, der kan ofres ved behov[28]. Ukrainernes erfaring er netop, at små billige droner kan neutralisere dyre platforme (“mere bang for the buck”)[8], og at enheder med høj risikovillighed og tilstrækkelig erstatningsmateriel kan udnytte fjendens sårbarheder[28].

(Se bilag for kildehenvisninger og -vurderinger.)

Implikationer for Danmark i forskellige konfliktscenarier

Danmark skal kunne reagere på et spektrum af mulige konflikter med Rusland, fra det uklare hybridtryk i gråzonen til en regulær angrebskrig. Nedenfor analyseres tre scenarier – hybridkrig, begrænset regional konflikt og totalkrig – og hvilke krav og udfordringer de medfører for dansk forsvar.

Hybridkrig: Under tærsklen for direkte militær angreb

I en hybrid konfrontation vil Rusland forsøge at underminere Danmark og NATO uden formelt at udløse krig. Truslerne vil omfatte: massiv desinformationspåvirkning rettet mod den danske befolkning, cyberangreb mod kritisk infrastruktur (energi, transport, finanser), politisk pres, økonomisk krigsførelse og mulig sabotage/efterretning på dansk grund.

Danmark er allerede i dag mål for sådanne aktiviteter. Ifølge Center for Cybersikkerhed er truslen fra statslige hackergrupper (herunder russiske) meget høj, og daglige forsøg på digitale angreb finder sted[1]. Eksperter peger på, at vi også må forvente russiske forsøg på at lamme fysiske knudepunkter – fx sprængning af kabler, jernbaner, broer – i tilfælde af alvorlig krise[29][30]. Bornholm, som rummer dansk overvågning ved Østersøens indløb, eller den strategisk vigtige Storebæltsforbindelse er oplagte mål i en hybrid eskalation[31][30].

Implikationer for Danmarks forsvar: I hybridscenariet er en snæver militær tilgang ikke tilstrækkelig. Forsvaret skal indgå i et bredt samfundsmæssigt beredskab. Konkret bør Danmark:

• Styrke cyberforsvaret og efterretningsevnen: Opgradere forsvarets og Center for Cybersikkerheds kapaciteter til at opdage og afværge angreb på netværk[1]. Samtidig må Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste intensivere overvågning af russiske påvirkningsoperationer og spionage rettet mod Danmark. Tidlig varsling er nøglen i det usynlige slag om information og infiltration.
• Hæve robustheden af kritisk infrastruktur: I samarbejde med civile myndigheder og private operatører sikre, at energi-, tele- og transportsystemer kan modstå eller hurtigt genoprettes efter angreb[2][32]. Det indebærer fysiske beskyttelsesforanstaltninger (overvågning, adgangskontrol, redundans) samt nødplaner for reparation. Bornholm og andre udsatte lokaliteter bør have særlige beredskabsplaner, da øen kan blive første brik i et russisk forsøg på at kontrollere Østersøen[31].
• Offensiv håndtering af informationskrigen: Det danske forsvar og regering skal proaktivt immunisere befolkningen mod misinformation. Ruslands narrativer om at dansk støtte til Ukraine er “eskalerende” eller at “krigen kan komme til Danmark” skal imødegås med fakta og strategisk kommunikation[17]. NATO har oprustet på dette område, men Danmark har brug for at opgradere sit informationsberedskab – f.eks. ved at etablere dedikerede enheder til strategisk kommunikation og psykologisk forsvar, inspireret af bl.a. de baltiske landes erfaringer.
• Totalforsvar og civil-militær integration: Hjemmeværnet, politi og beredskabsmyndigheder skal integreres tæt med Forsvaret for at håndtere gråzone-situationer. F.eks. kan specialiserede hjemmeværnsenheder overvåge og beskytte nøglepunkter mod sabotage i længere perioder, hvilket aflaster militæret. Ligeledes bør beredskabet øves i krisesituationer med fjendtlig indblanding, som man ser det i Ukraine, hvor redningsfolk må operere iført skudsikker vest og hjelm under raketangreb[33][34]. En styrket forankring af Forsvaret i det civile beredskab (“hele samfundets forsvar”) er nødvendig for at modstå hybridkrig[1][2].

Sammenfattende kræver hybridscenariet, at Danmark løfter samfundets samlede modstandskraft, så samtlige sektorer – militær, civil og privat – er forberedte på at afværge snigende angreb. Forsvaret spiller her en koordinerende rolle og som sikkerhedsnet, hvis situationen eskalerer.

Begrænset regional konflikt: Baltikum eller Bornholm

Dette scenarie antager en lokaliseret væbnet konflikt med Rusland, f.eks. i Baltikum, hvor NATO’s artikel 5 udløses, men parterne (initialt) forsøger at begrænse krigen geografisk. Det kan også være et russisk angreb specifikt på dansk territorium i Østersøen, f.eks. en besættelse af Bornholm eller et havterritorium, i et forsøg på at teste NATO’s vilje. Risikoen for sådan en begrænset konflikt er steget, efterhånden som Østersøregionen er blevet strategisk hotspot – Rusland har i Kaliningrad opbygget raketstyrker, som kan nå alle Østersø-lande, og NATO udvider sin tilstedeværelse i de baltiske lande.

Danmark vil i dette scenarie stå over for:

• Direkte militære angreb på danske enheder og territorium i begrænset omfang: Det kan være missilangreb mod danske militærinstallationer (f.eks. radarer, Flyvestationer) eller infrastruktur (havne, broer) for at forhindre forstærkninger til Baltikum[30]. Bornholm er især i skudlinjen – øen er Danmarks østligste forpost og ville være oplagt for Ruslands forsøg på at dominere Østersøen og holde NATO ude, f.eks. ved at placere langtrækkende missiler dér eller forhindre NATO i at bruge øen[35].
• Kamp om adgangsveje og forsyninger: I en baltisk konflikt skal Danmark levere forstærkninger og Host Nation Support til allierede styrker, der skal igennem Danmark mod øst[36][37]. Østersøen kan blive et “skydetelt”, hvor russiske missiler og søminer truer skibstrafikken[38]. Ligeledes kan luftforsyninger til Baltikum (f.eks. NATO transportfly) blive truet af russiske luftværnsraketter. Karsten Marup, chef for militære operationer ved Forsvarsakademiet, bemærker, at Danmark får brug for et luftforsvar “der siger spar to”, hvis vi skal kunne genforsyne danske enheder i Letland under angreb[39]. Uden stærkt luftværn risikerer vi at blive afskåret fra at hjælpe vores allierede.
• Begrænset sø- og luftkrig i Østersøen: Danske flåde- og flystyrker kan blive indsat for at sikre herredømmet i Østersø-luftrummet og søvejen. Men Østersøen er lille og overvåget; landbaserede missilsystemer (både russiske og NATO’s) kan nå overalt. Danske fregatter vil være i farezonen for avancerede missiler, med mindre de får landbaseret støtte[38]. Øvelser har vist, at Bornholm kan fungere som en “usynkbar fregat” – ved at placere missilbatterier på øen kan NATO skabe et integreret forsvar, der sammen med skibe og fly forhindrer russisk dominans af luftrum og hav i Østersøen[40][41]. Dette er netop blevet øvet af USA og Danmark flere gange siden 2022, hvor mobile missilsystemer er fløjet til Bornholm med C-17 transportfly som signal til Rusland[42][40].

Implikationer for Danmark: I en begrænset konflikt skal Danmark hurtigt skifte fra fred til kriseberedskab og yde et maksimalt militært bidrag i en kort, intens periode. Det indebærer:

• Højere beredskab og deployérbarhed: Danmarks bidrag til NATO’s kollektive forsvar vil være førsteprioritet. 1. Brigade – som allerede nu er fremskudt med underafdelinger i Baltikum – skal kunne rykke fuldt ud meget hurtigt. Dette kræver, at brigaden er fuldt bemandet, udrustet og trænet til højintens kamp (inkl. bykamp og combined arms operationer som set i Ukraine). Desuden bør Danmark have yderligere enheder klar som anden byge, f.eks. en ståreserve af hurtigt genindkaldte soldater til at rotere eller erstatte tab. Udenlandske forstærkninger til Danmark (f.eks. amerikanske enheder) vil også afhænge af, at vi har planer klar for at modtage dem (værtsnationsstøtte) og beskytte deres transit[36].
• Luftforsvar af dansk territorium: For at modstå begrænsede russiske angreb skal Danmark have et robust, lagdelt luftforsvar. Det omfatter avancerede langtrækkende luftværnssystemer mod ballistiske missiler og kampfly, mellem-/kortdistancesystemer mod krydsermissiler, droner m.v., samt passivt luftforsvar (kamuflage, skinnmål, alarmeringssystemer og beskyttelsesrum til civilbefolkningen)[43][2]. I dag råder Danmark kun over begrænset luftforsvar (primært skibsbaseret og håndholdte systemer); dette er en akut svaghed. Konflikten i Ukraine understreger behovet: “afstanden gør os ikke sikre – selv om krig foregår i Baltikum, vil den også foregå i Danmark” påpeger Anders Puck Nielsen[14][15]. NATO’s nye forsvarsplaner for Østersøen kalkulerer derfor med, at Danmark etablerer stærkere luft- og missilforsvar hjemme og bidrager til det fælles NATO-integrerede luftforsvar[16].
• Forsvar af Bornholm og Østersø-indløbet: Bornholm indtager en nøglerolle. Danmark skal kunne forstærke og forsvare øen trods dens udsathed. Det kan indebære forudstationering af fx mobile kystforsvarsmissiler eller hurtig udbygning af forsvarsanlæg på Bornholm, så øen ikke bliver et nemt mål eller et geopolitisk gidsel[40][44]. Endvidere skal Søværnet, evt. i samarbejde med Sverige, opprioritere minerydning og anti-ubåds-krigsførelse i Østersøen for at holde søvejene åbne. Når Østersøen er et skydetelt[38], må NATO’s svar være at gøre det til et ubehageligt skydetelt for modparten, bl.a. gennem spredte affyringsplatforme (skibe, landbatterier, fly) der kan engagere russiske enheder fra flere vinkler.
• Beskyttelse af hjemmefrontens infrastruktur: Selvom krigen er “begrænset”, vil Rusland sandsynligvis forsøge at ramme Danmarks evne til at føre forsyninger frem. Angreb på havne (Århus, Aalborg, Københavnsområdet) og transportknudepunkter (Storebæltsbroen) kan lamme bevægelsen af tropper og materiel[29][30]. Derfor skal disse objekter bevogtes og – hvor muligt – hårdhudedes mod angreb. I praksis bør Forsvaret i konfliktens indledende fase allokere personel (fx militærpolitiet, hjemmeværn og totalforsvarsreservister) til kritisk infrastruktur, så saboterende spetsnaz-teams eller lokale aktører ikke kan operere frit. Samtidig skal der findes alternativer: hvis én stor bro sprænges, hvordan flyttes styrker så? Redundante færgeforbindelser, pontonbroer mv. kan tænkes ind allerede nu.
• NATO-integration og eskalationskontrol: I en regional konflikt vil Danmark operere helt integreret i NATO-kommandoen. Det betyder, at vores føringsstruktur skal kunne plugges direkte ind i alliance-føring. Samvirket med allierede brigader, flådestyrker og luftstyrker omkring Østersøen skal være øvet på forhånd. Endvidere skal Danmark være indstillet på at håndtere en potentielt eskalerende situation – herunder truslen om russisk taktisk atomvåbenbrug (f.eks. hvis Kaliningrad trues). Det er afgørende at afskrække Rusland fra at tro, de kan begrænse en krig ved at “stikke hul” i alliancens forsvarsvilje med begrænsede angreb. En stærk dansk reaktions- og forsvarsevne, der hurtigt kan gøre gengæld i et begrænset omfang, bidrager til at lukke dette vindue og signalere at en begrænset krig ikke forbliver begrænset til Danmarks ulempe.

Totalkrig: Storkonflikt mellem NATO og Rusland

Dette værste-faldsscenarie indebærer en fuldskala krig mellem NATO og Rusland, muligvis udløst af en eskalation i Østeuropa. Her vil Danmark være direkte involveret som krigsførende nation på linje med øvrige allierede. Trusselsbilledet i en totalkrig omfatter alle dimensioner: massive missilangreb mod militære og civile mål i Danmark, forsøg på invasion/lokale landgang, omfattende luft- og søkrig i vores nærområde, strategiske overvejelser om atomvåben, samt vedvarende cyber- og informationskrig.

For Danmark vil totalkrig betyde, at hele nationen skal mobiliseres til forsvar, som man forberedte sig på under Den Kolde Krig. Mange af elementerne fra hybrid- og begrænset krig vil også indgå her, blot i intensiveret form. Nogle specifikke implikationer:

• Total mobilisering af mandskab og materiel: Forsvarets aktive styrker alene vil ikke være tilstrækkelige i en langvarig storkrig. Danmark skal kunne skaleres op fra et par tusind stående soldater til titusinder af soldater under våben. Værnepligten og totalforsvarskonceptet bliver altafgørende. I praksis må tidligere værnepligtige i stort antal kunne genindkaldes og indgå i mobiliseringsenheder[45][46]. Allerede nu er dette under genetablering: forsvarsforliget lægger op til længere værnepligt (fra 4 op til 11 måneder) og flere værnepligtige, netop for at skabe en større base af uddannede soldater at trække på i krigstid[47]. I en totalkrig skal disse reservister kunne integreres med professionelt personel og Hjemmeværnet til en samlet forsvarsstyrke – en moderne udgave af mobiliseringshæren fra Den Kolde Krig.
• Territorialforsvar og forsinkelsesstrid: Skulle russiske styrker nærme sig dansk territorium (f.eks. ved landgangsforsøg i Baltikum, Nordnorge eller arktiske områder under dansk ansvar), skal Danmark kunne føre kamp på eget territorium. Et invasionsforsvar fordrer planlægning af forsvarslinjer, befæstning af nøgleområder og uddannelse i at forsvare byer, kyster m.m. Hjemmeværnet og nye totalforsvarsenheder vil spille en nøglerolle i områdeforsvar og bevogtning, mens de regulære brigader kæmper for at forsinke/forsvare mod fjenden. Ukraine har vist, at lokalbefolkning og frivillige kan yde modstand bag fjendens linjer; Danmarks totalforsvar bør inkludere retningslinjer for modstandskamp (stay-behind) i tilfælde af besættelse af dele af landet.
• Omfattende angreb på civil infrastruktur og befolkning: Danmark må forberede sig på at blive ramt hårdt på hjemmefronten. Rusland har under krigen mod Ukraine systematisk ødelagt energiforsyning og andre civile mål for at knække befolkningens moral[48][49]. I en totalkrig mod NATO kunne lignende forventes mod Danmark: el-nettet, internetkabler, havne, lufthavne, hospitalssektoren – alt kan være mål. Derfor skal der være beredskabsplaner for at opretholde samfundets funktioner under angreb. Det betyder bl.a.: nødstrømskapacitet i dagevis, lager af brændstof og reservedele, evakuering- og beskyttelsesplaner for civile (fx genoplivning af tilflugtsrumskonceptet i byerne), samt organisatorisk evne til at “rulle samfundet sammen” på kommando (som vi øvede under Corona og tidligere civilforsvarsøvelser). Robusthed på dette niveau kræver investering og træning, men Ukraine-krigen viser at samfund med høj resiliens klarer sig langt bedre, selv under ubønhørlige bombardementer[33][50].
• Langvarig logistik- og industriindsats: En totalkrig kan blive langstrakt. Danmarks forsvarsvilje og -evne skal derfor opretholdes over tid, trods potentielt store tab af materiel. Det stiller krav om, at forsyningskæder og forsvarsindustri kører på højtryk. NATO’s samlede produktionskapacitet vil blive bragt i spil, men som påpeget i analysen fra Atlantsammenslutningen risikerer selv store lande at løbe tør, hvis ikke produktionen allerede er skaleret op inden krigen[48][51]. For Danmark betyder det: Vi bør allerede i fredstid tilrettelægge, hvordan industri kan omlægges til krigsproduktion (f.eks. via beredskabskontrakter med virksomheder). Initiativer som genåbning af en dansk ammunitionsfabrik er et skridt i denne retning[13]. Endvidere skal logistikdoktrinen gentænkes: større depoter skal spredes (ikke være få store, som let kan rammes af fjenden)[52][53], og frontlinjeforsyninger skal kunne arbejde under angreb (fx ved at undgå afhængighed af enkelte store hovedkvarterer eller knudepunkter, der kan lammes).
• NATO’s kollektive nukleare afskrækkelse og politisk håndtering: I en totalkrigssituation bliver Danmark en del af NATO’s atomare afskrækkelse – vores forsvar skal fungere velvidende, at truslen om russisk atomar eskalation eksisterer. Det kræver mental robusthed og tydelig strategisk kommunikation: Danmark skal sammen med allierede sende signalet, at selv brug af taktiske atomvåben ikke vil knække forsvaret, men vil udløse kollektiv respons. Regeringen bør have beredskabsplaner for den ultimative krise, inklusive opretholdelse af regeringens funktion i tilfælde af atomangreb (f.eks. evakuering til bunkere, arvefølge i ledelsen, kommunikation til befolkningen osv.). Disse “kolde krig”-planer skal revideres til nutiden, så vi ikke famler i mørket under et eksistentielt angreb.

Sammenfattende indebærer totalkrigsscenariet en genoplivning af Totalforsvaret, hvor hele Danmarks befolkning og ressourcer inddrages i forsvaret[45][46]. Danmark vil skulle stå imod voldsomme ødelæggelser og samtidig yde sit bidrag til NATO’s samlede sejr. Det er det mest krævende scenarie – men netop derfor vigtigt at planlægge for: Hvis vi er forberedt på totalkrig, vil vi være endnu bedre rustet til de mindre krævende scenarier. Som forsvarschefen har påpeget, “det bliver en stor opgave at styrke dansk forsvar de næste 10 år”[54], men prisen for at være uforberedt på krig vil være langt højere[55][56].

Anbefalinger for Danmarks forsvar (0–5 år, 5–10 år, 10–20 år)

Med udgangspunkt i ovenstående trends og scenarieanalyse gives her en række anbefalinger for, hvordan det danske forsvar bør udvikles i de kommende årtier. Anbefalingerne er opdelt i tre tidshorisonter: akutte tiltag (0–5 år) der bør igangsættes omgående, mellemsigtede initiativer (5–10 år) der kræver lidt længere planlægning, samt langsigtede udviklingsspor (10–20 år) for det fremtidige forsvar. Fokus er på strategiske og organisatoriske tiltag frem for specifikke taktiske detaljer.

0–5 år: Akutte og kortsigtede initiativer

• Styrkelse af værnepligt og reserve: Implementér en øjeblikkelig udvidelse af værnepligten, så Danmark hvert år uddanner markant flere soldater. Allerede fra 2024 er det besluttet at forlænge den generelle værnepligt fra typisk 4 måneder til op mod 11 måneder og øge antallet af værnepligtige med et par tusind[47]. Dette skal føres ud i livet uden forsinkelse. Samtidig indføres fuld ligestilling i værnepligten, så kvinder på lige fod med mænd indkaldes til session og kan udsøges til tjeneste[57][58]. Med længere tjenestetid vil de værnepligtige opnå højere fagligt niveau, inkl. egentlig funktionsuddannelse (f.eks. som droneoperatør, sanitetsmand, signalfører m.m.), hvilket øger værdien af den reserve de udgør[59]. Staten bør fremme incitamenter for, at tidligere værnepligtige fortsat deltager i totalforsvars-kurser og øvelser efter hjemsendelse, så deres færdigheder holdes ved lige (genindfør konceptet med sessioner for genindkaldte, som det fandtes under Den Kolde Krig[46]). Disse tiltag skaber på 0–5 års sigt fundamentet for en robust mandskabsreserve.
• Etablering af lagdelt luftforsvar (IAMD): Påbegynd anskaffelse og opstilling af et moderne integreret luftforsvarssystem hurtigst muligt. Danmark bør anskaffe mindst ét medium- til langtrækkende luftværnsbatteri (f.eks. NASAMS, Patriot eller SAM-system tilsvarende), som kan beskytte kritiske områder mod krydsermissiler, droner og fly[16]. Derudover skal Hæren hurtigst muligt udrustes med kortere rækkevidde-luftværn (SHORAD) på brigadeniveau – fx mobile luftværnskanoner eller raketsystemer – for at beskytte manøvrestyrker mod lufttrusler, inspireret af Ukrainas succes med lagdelt luftværn. Disse investeringer skal igangsættes nu; ventetiden på mange luftværnssystemer er år, men en politisk beslutning om type og finansiering i 0–5 års vinduet er afgørende[16]. Samtidig skal personel uddannes i luftforsvar, evt. via allieret hjælp (fx kurser hos tysk eller amerikansk luftværn). Etablering af et nationalt Air Defense Operations Center under Flyvevåbnet kan sikre sammenhæng mellem nye batterier, Søværnets fregatbaserede sensorer og NATO’s netværk.
• Oprettelse af Langtrækkende præcisionskapacitet: I lyset af truslen fra russiske missiler bør Danmark investere i egne præcisions-våben med lang rækkevidde, både for at øge afskrækkelsen og for at kunne ramme krigsafgørende mål i en konflikt[14][16]. På kort sigt kan det f.eks. ske ved at tilslutte sig fælles NATO-projekter om indkøb af MLRS-raketkastere (f.eks. HIMARS) eller sømålsmissiler med landangrebsevne. Danmark har allerede doneret sine HARPOON-kystmissiler til Ukraine, men bør genopbygge en endnu stærkere kystforsvarskapacitet, evt. på Bornholm, med moderne missiler (NSM eller tilsvarende) der kan ramme både skibe og landmål[40]. Forsvarsforliget 2024–33 antyder et opgør med tidligere berøringsangst for offensive våben – målet er netop at have “evnen til at gøre rigtig ondt på en modstander” som forebyggende mekanisme[4]. Derfor skal finansiering af langtrækkende systemer tænkes ind nu, så leverancer kan ske inden for 5–7 år.
• Genopretning af kritiske ammunition- og materiel lagre: En af de mest presserende opgaver er at fylde lagerhallerne op med artillerigranater, antiluftskyts-missiler, panserskud, brændstof og reservedele i langt større mængder end hidtil planlagt. Danmark har (ligesom de fleste NATO-lande) været overrasket over det kolossale daglige forbrug af materiel i Ukraine-krigen[9][60]. Interne rapporter i Forsvarsministeriet har udtrykt bekymring over vores ammunitionssituation[9]. Derfor bør Forsvarsministeriet allerede inden 2025 indgå flerårige indkøbsaftaler for standardammunition (155mm artilleri, 120mm morter, 5.56mm og 7.62mm m.m.) og samtidig sikre investering i produktion. Den genkøbte ammunitionfabrik i Mulbjerg og potentielle joint ventures med fx norske Nammo eller ukrainske producenter skal prioriteres, så inden for 5 år er Danmarks egenproduktion af standardammunition oppe at køre[13]. Dette vil både styrke Forsvarets forsyningssikkerhed og gavne NATO samlet.
• Styrket cyberforsvar og digitalt beredskab: På kort sigt bør det danske forsvar etablere en egentlig Cyberkommando eller tilsvarende central enhed, der kan lede cyberforsvaret militært og koordinere med civile aktører. Herunder bør flere “cybersoldater” (IT-specialister) rekrutteres – evt. via målrettet korttidsansættelse eller reservekontrakter til talenter fra den private IT-sektor. Ukraine har demonstreret værdien af en “IT-hær” af frivillige, der kan hjælpe med alt fra hacking til udvikling af software[61]. Danmark bør undersøge lignende initiativer i mindre skala (f.eks. et frivilligt cyberkorps under Forsvaret). Desuden skal operative enheder trænes i at fungere under cybernedbrud: det vil sige evne til at gå på “analoge backups” – sikrede radioer, budbringer-systemer osv., hvis netværk bryder ned. Dette kræver at sådanne procedurer indøves i alle øvelser fremover.
• Indledende doktrin- og uddannelsestiltag: Allerede inden for 5 år bør Forsvarets doktriner og træningsprogrammer justeres for at afspejle Ukraine-lektionerne. F.eks. skal “skjult bevægelse og overlevelse under droneovervågning” indgå i basisuddannelsen for alle soldater – Hæren er allerede i gang med at bygge nye kamp- og overlevelsesbaner inspireret af ukrainske øvelsesterræner[62][63]. Ligeledes bør mission command-princippet (decentral ledelse) fremhæves yderligere i føreruddannelserne, med cases fra Ukraine som pensum. Etablér en lille lessons learned-celle i Forsvarskommandoen dedikeret til Ukraine-krigen, som løbende opsamler erfaringer (via rapporter fra fx JALLC, NATO’s Joint Analysis & Lessons Learned Centre[64][65]) og anbefaler justeringer i taktikker, teknikker og procedurer (TTP’er). Summen af disse hurtige justeringer vil sikre, at dansk personel er mentalt forberedt på den moderne kampplads’ krav, selv hvis materielanskaffelserne tager tid.
• Forbedrede forhold for personel og fastholdelse: Den akutte mangel på erfarent personel (særligt på mellemlederniveau og i tekniske funktioner) skal adresseres nu, da alle ambitiøse planer falder til jorden uden menneskene til at føre dem ud. Forsvarsforliget har afsat midler til at forbedre soldaternes vilkår og fjerne problemer som skimmelsvamp på kasernerne[66]. Disse midler skal hurtigt omsættes til synlige forbedringer: renoverede barakker, moderne udstyr, mere fleksible arbejdsvilkår og konkurrencedygtig løn/tillæg for nøglepersonel. Desuden bør Forsvaret intensivere sin rekrutteringskampagne i lyset af det øgede politiske fokus – fx ved at fremhæve nye muligheder (cyber, droner, totalforsvar) for at tiltrække unge med forskellige profiler. Fastholdelse kan også styrkes gennem et bedre karriereforløb for mellemofficerer og specialister, så de ser en fremtid i Forsvaret fremfor at søge ud i det civile.

5–10 år: Mellemsigtede initiativer

• Opbygning af en ekstra brigade og divisionær struktur: På mellemlang sigt (omkring 2030) bør Danmark råde over mindst to stående brigader (cirka 8.000–10.000 mand i alt) plus en mobiliseringsbrigade i reserve. NATO kræver allerede, at vi opstiller flere styrker med større udholdenhed[67][68]. En anden brigade kan skabes ved gradvis udbygning af den eksisterende 2. Brigade (der i dag mest er en uddannelsesenhed) til fuld operativ kapacitet og/eller ved at samle nye enheder rekrutteret via forlænget værnepligt. For at lede disse styrker effektivt i krig bør Forsvaret desuden genindføre et divisionsniveau i organisationen (evt. i samarbejde med en alliancepartner). En dansk divisionskommando vil kunne samordne to-tre brigader nationalt eller indgå i en multinational formationsramme – dette øger Danmarks selvstændige handleevne og aflaster NATO’s kommandokæde. Forbered derfor i 5–10 års perioden at uddanne og træne stabspersonel til en divisionsstab (den kunne f.eks. placeres som 1. Division under Hærkommandoen).
• Modernisering og udvidelse af Hærens tunge materiel: Inden 2033 skal Hæren have udskiftet og forøget sine tunge kapaciteter. Ukraine-krigen har vist, at kampvogne og tungt artilleri stadig er uundværlige, men skal anvendes klogere og beskyttes bedre[69][3]. Danmark råder p.t. kun over ca. 44 kampvogne (Leopard 2A7) – dette antal bør øges, eller suppleres med nye typer (f.eks. lette hjulkampvogne eller mobile panserværnsystemer) for at give to brigader slagkraft. Ligeledes bør artilleriet opgraderes: Efter donation af CAESAR-haubitser til Ukraine har Danmark kontraheret nye systemer (ATMOS lastbilhaubitser, 155mm). Disse skal leveres ASAP og gerne suppleres, så begge brigader har fuldt artilleriunderstøttelse. Overvej også raketartilleri i Hæren til dyb bekæmpelse – hvis ikke i første bølge, så som en del af et fællesnordisk samarbejde. Vigtigst: Integrér ny teknologi med det tunge materiel: alle nye kampkøretøjer bør udstyres med aktive beskyttelsessystemer mod panserværn (APS), og de bør indgå i et netværk med droner og elektronisk krigsførelse, så man kompenserer for deres sårbarheder[3]. Planlægningen og budgetlægningen for dette skal ske 5–10 år før fuld indfasning, altså nu.
• Fuldt operativt dansk luftforsvarssystem: I perioden 5–10 år skal det integrerede luftforsvar, der blev iværksat i første fase, være fuldt udbygget. Det betyder, at de indkøbte luftværnsbatterier er leveret, integreret med NATO IADS (Integrated Air and Missile Defense) og bemandet af trænede specialister. Danmark bør til den tid kunne dække f.eks. både hovedstadsområdet/Øresund og Jylland/Baltikum-korridoren med luftforsvar samtidig. Også passivt luftforsvar skal være en del af doktrinen: I 5–10 års horisonten kan man forestille sig, at Danmark etablerer et landsdækkende varslingssystem for missilangreb (sirener/apps baseret på erfaringer fra Ukraine) og forbereder bedre beskyttelse af civil infrastruktur (eksempelvis udpegede nødtransformatorkraftværker, der ligger i reserve klar til at erstatte bombede transformerstationer[70][2]). Forsvarsforliget 2024–33 prioriterer netop cybersikkerhed og Arktis samt en styrkelse af flåden – men en stor del af de 143 mia. kr. bør også sikre at luftværnshullet lukkes[71]. Reelt vil det betyde, at 2030 skal markere et Danmark, som ikke længere ligger forsvarsløst under en eventuel russisk missilregn.
• Maritim kapacitet i Østersøen og Arktis: Mellemsigtet bør Søværnet tilpasses de nye trusler. Regeringen og flere partier har luftet ambitioner om at styrke flåden, bygget i Danmark[72]. Det kunne konkret betyde, at man i perioden 2025-2035 design­er og søsætter nye fregatter/korvetter optimeret til Østersø-miljøet: mindre, svære at ramme, med avanceret luftforsvar og anti-ubåds-udstyr. Alternativt kunne Danmark gå i retning af flere mindre enheder (patruljeskibe, droner) frem for få store, for at undgå at “alle æg er i én kurv”. Under alle omstændigheder skal vores tre eksisterende fregatter opgraderes løbende – fx med mere langtrækkende luftværnsmissiler (SM-6 eller lignende) så de kan bidrage til område-luftforsvar for hele regionen. Samtidig skal Arktis-kapaciteterne udbygges: Dels gennem de Arktis-patruljeskibe og overvågningsdroner, som allerede er på tegnebrættet (jf. delaftale om Arktis 2025)[73][74], dels ved tæt samarbejde med amerikanske og allierede om at overvåge Nordatlanten. Inden 2035 bør Danmark have en permanent bemandet radar/overvågningsstation i f.eks. Østgrønland eller Færøerne for at lukke huller i dækket mod russiske fly og missiler (dette er aftalt i Arktis-delaftalen)[75]. Kort sagt: Om 5–10 år skal Danmark kunne kontrollere sine farvande og bidrage mærkbart til NATO’s maritime afskrækkelse i nord.
• Fordobling af drone- og anti-drone kapaciteter: Allerede nu er dronesystemer på vej ind i Forsvaret, men over 5–10 år skal dette eksplodere i omfang. Hæren bør oprette dedikerede dronekompagnier ved hver brigade, som råder over sværme af små rekognosceringsdroner, kamikaze-droner til brug mod pansrede mål, og mid-size overvågningsdroner til konstant at have øjne i luften. Disse enheder skal bemandes af specialister og høste erfaringer fra Ukraine (Danmark kan evt. samarbejde med Ukraine om udvikling – en industrisamarbejdsaftale om våbenproduktion er allerede indgået[76][77]). Samtidig skal anti-drone midler prioriteres: anskaf elektroniske jammere, radarer der kan spotte minidroner, og måske laser- eller mikrobølge-våben til at nedskyde droner i sværme. Det er en ny type kapacitet, som kræver test og tilpasning – derfor er 5–10 års horisonten realistisk for at nå fra pilotprojekter til enheder ude i felten. Ambitionen bør være, at en dansk brigade aldrig er blind eller ubeskyttet i luften over sig selv: vi skal have droneøjne i luften hele tiden og kunne skyde fjendtlige droner ned i stor højde og antal.
• Opgradering af føringsstruktur og kommunikation: I 2030’erne vil krig kræve multi-domæne command & control. Forsvaret skal allerede inden for 5–10 år investere i et nyt Kommunikations- og informationssystem (CIS), der forbinder sensorer og skytter på tværs af hele Forsvaret (Army, Navy, Air, Cyber). Ukraine har succes med systemer som Delta (fælles situational awareness software) til at koordinere alle enheders kamp i realtid – Danmark bør udvikle eller anskaffe lignende netværk. Dette hænger sammen med NATO’s krav om agile, integrerede C2-systemer, hvor kunstig intelligens og maskinlæring hjælper med hurtigt at træffe beslutninger i komplekse miljøer[78][79]. Inden 10 år skal Danmark have mindst ét deployérbart, bombesikret kommandopost-koncept, der kan lede en stor operation uden at være sårbar (f.eks. et mobilt HQ spredt over flere lokationer og med minimal emissionsprofil, inspireret af Ukraine-krigen hvor statiske HQ’er hurtigt rammes[80][53]). Dette kræver udvikling af nye doktriner for føring – noget Forsvarsakademiet og føringsofficerer bør arbejde på nu, så ny teknologi og koncept kan modnes sammen.
• Forankring af totalforsvars-konceptet i befolkningen: Mellemhorizonten handler ikke kun om materiel men også mentalitet. Inden 2030 bør Danmark have gennemført en folkelig informationskampagne og uddeling af vejledninger til borgere om, hvordan man forholder sig, hvis krigen kommer. Sverige, Finland og de baltiske lande har genoptaget denne praksis med broschyrer (“Om kriget kommer”) – Danmark bør gøre det samme. Formålet er at øge den generelle forsvars vilje og beredskab i samfundet, så chokket ved en potentiel krig ikke lammer os. Endvidere skal skoler og uddannelsesinstitutioner måske genindføre emner om civilforsvar, førstehjælp og kritisk informationsanalyse i krisesituationer. Forsvarsforligets parter taler om ”værnepligtens rolle som social kapital” – at flere gennemfører værnepligt vil øge hele befolkningens forståelse for forsvaret[81]. Inden 5–10 år er gået, burde alle unge danskere gennem enten militær værnepligt, civil værnepligt eller lignende have fået et basiskursus i beredskab, således at vi står stærkere sammen.

10–20 år: Langsigtet transformation

·       Indfasning af næste-generations forsvarsteknologi: På lang sigt (2035–2045) skal Danmark være fuldt på højde med teknologiudviklingen. Det betyder strategiske investeringer i autonome systemer, AI og rumbaserede kapaciteter. NATO forudser f.eks., at små droner og autonome platforme vil blive allestedsnærværende, at flåder og havne bliver sårbare for ubemandede systemer, og at beskyttelse mod hypersoniske missiler og lignende bliver centralt[82]. Danmark bør derfor:

·       Udvikle/anskaffe autonome overvågningsdroner (luft og maritimt) til Arktis-patruljering og grænseovervågning.

·       Eksperimentere med robotiserede kampkøretøjer som led i brigaderne (fx ubemandede “wingman”-køretøjer, der kan gå foran bemandede kampvogne).

·       Tage kunstig intelligens i brug til dataanalyse, beslutningsstøtte og måske defensive cybersystemer. AI kan hjælpe med at gennemtrawle dronefeeds for trusler eller optimere logistik under krig.

• Indgå i internationale konsortier om rumkapaciteter – eksempelvis mikrosatellitter for kommunikation eller overvågning. Danmark har allerede adgang til allieredes satellitbilleder; fremover kunne vi selv opsende små, billige satellitter til f.eks. Arktis-overvågning, hvilket vil give uafhængighed og kompetence på området. Forsvarets Efterretningstjenestes prognoser indikerer, at rummet og cyberspace bliver stadigt vigtigere domæner i fremtidens konflikt[83], så Danmark må ikke stå tilbage.
• En “fuldspektret” forsvarsstyrke i miniformat: Danmark kan ikke matche stormagter kapacitetsmæssigt, men vi bør stræbe efter at have små, effektive bidrag i alle relevante domæner. Dvs. at inden 2045 har vi komponenter til lands, til vands, i luften, i cyber og i rummet, der hver især integreres med NATO’s samlede styrke. Eksempel: Danmark behøver ikke egne kampdroner i hundredevis, men måske en eskadrille som kan operere i koordination med allierede. Vi behøver ikke egne offensive cyberstyrker til alt, men vi bør have et bidrag til NATO’s cyber response teams. På den måde fordeler alliancen specialer, men alle har en bundplade. Danmark kan udvælge nogle nisseroller, hvor vi bliver førende – fx minerydning i Østersøen (hvor vi historisk har kompetence), anti-ubåds warfare, eller avanceret medevac og krigskirurgi. I 10–20 års perspektiv bør der være investeret i faciliteter som fx et nationalt center for militær medicin og CBRN-beredskab, så Danmark kan håndtere masse-skader eller kemisk/biologisk krig, hvilket ville styrke NATO samlet.
• Strømlinet forsvarsindustriel base og forsyningslinjer: På lang sigt skal Danmark opnå en mere selvforsynende forsvarsøkonomi i visse nøgleområder samt dybe partnerskaber i andre. Det vil sige, at inden 2040’erne producerer vi måske selv det meste af vores ammunition, visse typer af droner og elektroniske systemer, mens vi importerer kampfly og tungere systemer fra allierede via fællesproduktion. Forsvarsindustrien bør integreres i et beredskabsøkonomisk kredsløb, hvor fabrikker hurtigt kan skifte til krigsproduktion. Dette kræver lovgivning og aftaler på plads inden (f.eks. incitamenter til at holde produktionslinjer “varme”). EU’s forsvarsfond og NATO-initiativet til hurtigere godkendelsesprocesser for nye fabrikker er en løftestang her[84][85]. Drømmen er, at i 2045 har Danmark (og Europa) brudt den afhængighed af langstrakte leverandørkæder, som plagede os i 2022-25, og i stedet kan skalere militær produktion inden for måneder ved trusler. Dette vil gøre afskrækkelsen langt mere troværdig i modstanderens øjne.
• Kulturel forankring af forsvarsviljen: På 20 års sigt må vi forvente, at generationen som oplevede Ukraine-krigen og oprustningen omkring 2025, nu selv sidder på ledende poster i samfundet. Vi skal sikre, at forsvar og sikkerhedspolitik forbliver højt prioriteret og ikke igen nedprioriteres, når hukommelsen om krigen svinder. Det kunne institutionaliseres ved at indbygge nogle af de nuværende tiltag varigt: fx et fast årligt forsvarscheck i Folketinget, hvor trusselsbilledet evalueres; en tradition for store totalforsvarsøvelser hver 5. år, der involverer civilsamfundet (lidt som Beredskabsstyrelsens øvelser, men større); forsvarsstoffet fastholdt i uddannelsessystemet. Hvis vi over 20 år fastholder en bred forståelse i befolkningen af, at “frihed kræver forsvar”, så vil Danmarks forsvar kunne opretholdes politisk og folkeligt – den bedste garanti mod aggression.
• Fortsat tilpasning i NATO-rammen: I 2045 vil NATO (forhåbentlig) stadig være kernen i Danmarks forsvar. Danmark skal derfor fortsat være en adaptiv og troværdig allieret. Det indebærer at vi aktivt deltager i NATO’s konceptudvikling – fx omkring nye doktriner for forsvar af Østersøområdet, eller test af nye teknologier i øvelser. Allerede nu inkorporerer NATO erfaringer fra Ukraine i sin doktrin og træning[86][19], og om 10-20 år skal Danmark have været med til at forme de næste paradigmer. For eksempel, hvis NATO beslutter at etablere et fælles missilforsvar mod hypersoniske våben, bør Danmark måske huse en radar eller bidrage økonomisk. Vores engagement i EU’s forsvarssamarbejde vil også tælle – vi bør lede efter nicheområder i EU-missioner eller kapacitetsprojekter at tage førertrøjen på, så vi får indflydelse og drager nytte af synergier. Kort sagt: Langsigtet udvikling kræver internationale partnerskaber, og Danmark skal investere i dem, for til gengæld at kunne trække på allieret hjælp, når behovet opstår.

(Yderligere detaljer om anbefalingerne og deres begrundelse fremgår af kilderne i bilag.)

Forslag til organisering, kapaciteter og doktrin

I dette afsnit præsenteres konkrete forslag inden for en række nøgleområder: organisering og enhedsstrukturer, materielanskaffelser og kapaciteter, doktrin og træning, personel (værnepligt, rekruttering, fastholdelse), uddannelse og ledelse, samt samfundsmæssig robusthed (hybridforsvar). Disse forslag er i tråd med anbefalingerne ovenfor, men fokuserer mere specifikt på hvordan Forsvaret bør indrettes og tilpasses.

Organisering og enhedstyper

• Etabler en Totalforsvarsstyrke under Hæren: Genskab en struktur, hvor tidligere værnepligtige og reservister organiseres i totalforsvarsenheder på bataljonsniveau, der kan aktiveres hurtigt. Som piloter er Hæren allerede i gang med at oprette totalforsvarskompagnier ledet af frivilligt føringspersonel[87][45]. Dette bør opskaleres til en hel brigade (f.eks. Totalforsvarsbrigaden) bestående af regionale bataljoner, der i krig skal varetage opgaver som bevogtning af infrastruktur, støtte til allierede troppetransporter, og lokal forsvarskamp sammen med Hjemmeværnet[36]. I fredstid kan denne brigade administreres af Hærhjemmeværnet i samarbejde med Hærkommandoen. Fordelen er en klar kommandovej og øget seriøsitet i totalforsvarsrollen.
• Skab en permanent NATO-værnsfælles deployeringsstyrke (Joint Task Force HQ): Danmark bør have et stående fælles komponentkommando-hovedkvarter, der kan lede sammensatte styrker nationalt eller multinationalt. Dette kunne være en udbygning af den eksisterende Danske Division (hvis den gendannes) eller en ny Joint Operations Command under Værnfælles Forsvarskommando. Formålet er at øve og forberede ledelsen af fx en brigade + flådestyrke + flyenhed i en samlet operation. Med et sådant JTF-hovedkvarter kan Danmark byde ind på at lede mindre NATO-operationer (som vi gjorde i Libyen 2011), eller hurtigt tage kontrol over fx forsvaret af Bornholm med alle værn involveret. Det fremmer interoperabilitet internt i Forsvaret og med NATO.
• Omstrukturér Hærens brigader for moderne kamp: Indfør en modulopbygning, hvor brigaderne råder over integrerede dronerheder, elektronisk krigsførelses-delinger og CIMIC/psykologiske operatør-teams. Ukraine-krigen viser, at manøverbrigaden skal have organiske kapaciteter til at håndtere droner og information, ikke kun støtte fra højere niveau[88][6]. Så ud over klassiske infanteri-, panser- og artilleribataljoner, skal brigadestrukturen 2040 inkludere: en dronebatteri (til rekognoscering og angreb), en kompagnistruktur til anti-dronetiltag og EW (jamming, SIGINT mod fjenden), samt en CIMIC/Information Operations sektion til at varetage lokal kontakt og modvirke fjendtlig propaganda i missionsområdet. Disse elementer kan startes i det små nu og være fuldt implementeret i organisationen i løbet af 10-15 år.
• Forbedr integration mellem værn (jointness): Overvej at samle nogle af de tunge støttefunktioner på tværs af værnene for at sikre bedre ressourceudnyttelse og samtræning. Fx kunne Danmark etablere et fælles Helikopterkommando, så Flyvevåbnets helikoptere (og evt. fremtidige droner) direkte støtter Søværnet og Hæren under én ledelse. Ligeledes kunne der indføres regional kommandostruktur i krise/krig, hvor en enkelt chef koordinerer alle militære enheder i f.eks. Jylland/Fyn og en anden på Sjælland/Bornholm, for at styre territorialforsvaret og støtte til civile myndigheder. Dette er i tråd med totalforsvarstanken og sikrer hurtigere reaktion, hvis fx al kommunikation til landsledelsen bryder ned under angreb. De regionale kommandobeføjelser kunne tildeles udvalgte chefer (evt. Hjemmeværnets regionschefer opgraderet med større stabe under sig).
• Hjemmeværnets rolle og udstyr: Hjemmeværnet skal i højere grad ses som en integreret del af Forsvarets struktur, ikke blot som “frivillige”. Udrustningen bør opgraderes – ex. udlevering af moderne observationsudstyr, panserværnsvåben til udvalgte enheder, lette luftværnsmissiler (MANPADS) til beskyttelse af nøglepunkter, og kommunikationsmidler på niveau med aktive styrker. Organisatorisk kunne visse funktioner lægges i Hjemmeværnet fremfor i Hæren, f.eks. bevogtningsopgaver og force protection, så de aktive soldater frigøres til fortropperne. Et konkret forslag: opret et Cyberhjemmeværn som underafdeling, hvor frivillige IT-specialister kan støtte forsvarets cyberforsvar i spidsbelastninger – dette kunne kanaliseres via Hjemmeværnet, der har erfaring med at administrere frivillige.

Materielanskaffelser og kapaciteter

• Lagdelte luft- og missilforsvarssystemer: Som nævnt i anbefalingerne er anskaffelsen af luftværn topprioritet. Konkrete systemvalg kunne være: middelrækkevidde SAM-system (NASAMS3 eller IRIS-T SLM) for punktforsvar af byer/baser; Patriot eller Aster-30 batteri for områdeforsvar mod ballistiske missiler; og fortsat anskaffelse af skulderaffyrede systemer som Stinger eller det nyere danske LVM- missile (som udvikles). Hertil bør man overveje at købe counter-rocket/artillery/mortar (C-RAM) kapaciteter til at beskytte store baser mod indkommende artilleri og droner – fx det tysk-israelske MANTIS eller amerikanske Iron Dome system i mindre skala, som kan skyde artillerigranater ned. Summen vil være et tæt net over Danmark, integreret med NATO.
• Langdistance angrebsmidler: Danmark bør investere i våben som kan nå helt ind i Rusland, ifald krig skulle opstå – udelukkende med det formål at afskrække. Det kan være i form af 1) jord til jord-missiler: eksempelvis MGM-140 ATACMS (300 km rækkevidde) affyret fra HIMARS, eller i fremtiden PrSM (Precision Strike Missile, >500 km rækkevidde), 2) sovereign Precision Strike: fælles europæisk udvikling af et missil som kan affyres fra fx lastbiler og nå strategiske mål, eller 3) bevæbnede drone-/loitering munition-sværme med lang endurance, som kan angribe højt prioriterede mål (radarer, S-400 batterier, kommandobunkere) langt fra fronten. Selvom Danmark ikke traditionelt har haft sådanne offensive våben, vil anskaffelsen i sig selv øge troværdigheden af vores forsvar – det sender signal om vilje til at gå på modangreb. Derudover vil selve besiddelsen af disse systemer frigøre allierede ressourcer (de ved, DK kan dække nogle mål). Anskaffelserne kunne ske via internationale samarbejder for at dele omkostninger (fx deltagelse i NATO’s Deep Strike initiativer).
• Kampfly og luftstyrker: Danmark vil omkring 2030 have fuldt indfaset 27 F-35 kampfly som erstatning for F-16. For at sikre et robust luftforsvar/offensiv kapacitet bør vi overveje at hæve antallet en smule (fx til 36 fly, svarende til 2 skvadroner), især nu hvor svensk og finsk luftforsvar også kommer NATO til gode – kombineret luftstyrke i Norden kan være en gamechanger over for Rusland. Derudover bør vi investere i støttefly: tankfly-aftaler (hvor Danmark allerede deltager i NATO’s MMF program), flere transportfly (evt. anskaffe 1-2 mindre taktiske transportfly til national brug, så vi er mindre afhængig af allierede C-17), og overvågningsfly eller -droner (f.eks. en high-altitude drone som Global Hawk eller Artemis, der kan overvåge Østersøen/Arktis med sensorpakker). Elektronisk krigsførelses-fly eller pods til F-35 kunne også overvejes langsigtet, afhængig af NATOs behov, for at kunne nedkæmpe fjendens luftforsvar (SEAD/DEAD missioner). Summen af disse kapaciteter vil gøre Danmark i stand til selv at patruljere og forsvare sit luftrum i længere tid og angribe udvalgte mål.
• Søværnets fremtid: Som tidligere anført bør flådens struktur justeres for at imødegå kystnære trusler. Forslag: Byg 4 nye kystkorvetter (4 er blot forslag ud fra at have 2 på hver side af bælt) på omkring 1000-1500 tons, med stealth design, bevæbnet med både anti-skibs missiler, kort-/mellemdistance luftværn og evt. kanon til droner. Disse kan operere i Østersøen, hvor store fregatter er for sårbare. De eksisterende 3 Iver Huitfeldt-fregatter kunne dedikeres til Nordsø/Atlanten og ballistic missile defence-rolle i fremtiden (de har sensorerne til det). Desuden bør Danmark investere i undervandssystemer: Enten re-anskaffe et par ubåde (måske i samarbejde med Norge/Polen), da ubåde stadig er den mest afskrækkende platform mod en større flåde; eller i det mindste autonome undervandsdroner til farvandsovervågning og anti-ubåds træning. Givet de lange leveringstider på skibe, skal beslutning om nybygninger træffes inden for få år for at have dem klar i 2030’erne. Et specialiseret skib til Arktis (isbryder med militær sensor/helikopter platform) kan også blive nødvendigt for suverænitetshævdelse i et stadig mere åbent polarhav.
• Beholdning og udfasning: I lyset af nye trusler bør visse ældre kapaciteter eventuelt udfases eller ændres. F.eks. de tilbageværende danske HAWK luftværnsraketter (fra Koldkrigstiden) er utidssvarende og kan skrottes til fordel for nye systemer. Nogle ældre maritime patruljefartøjer (Standard Flex 300-klassen) er ved at have udtjent deres rolle; de kunne ombygges til fx minerydnings-moderskibe eller drone-motherships i stedet for at blive skrottet direkte. Hærens ældre køretøjer (M113, lastbiler) skal erstattes af moderne, mere mobile og beskyttede alternativer – dette er delvist i gang via Piranha V og Eagle køretøjer, men logistikkøretøjer skal også tænkes ind. At skille sig af med forældet materiel frigør personel og vedligeholdelsesbudget til det nye.

Doktrin og træning

• Nyt operationskoncept: “Porcupine med punch” – Danmark bør udforme en doktrin, der kombinerer territorialt denial-forsvar (pindsvin, der er svært at angribe) med selektiv offensiv kapabilitet (evnen til at stikke igen). Dette vil indebære, at vores styrker forbereder sig på at kæmpe i spredte, mindre enheder der er svære at ramme præcist (som Ukraine har gjort med stor effekt), samtidig med at vi bevarer evnen til at koncentrere ild mod højtprioriterede mål på det rigtige tidspunkt. Doktrinen bør tage højde for, at overraskelse i offensiven er blevet sværere pga. informationsdominans, så i stedet må offensiver planlægges med hastighed og multifacetterede angreb, hvor elektronik, droner, specialstyrker og manøvrekrig sker synkront for at overrumple fjenden[7][89]. Vores eksisterende doktriner (Hærens feltreglementer, føringsprincipper) bør opdateres med disse læringer, og Forsvarsakademiet kan lede arbejdet ved at integrere erfaringer fra Ukraine i nye manualer.
• Mission Command og ledelsesfilosofi: Som belyst vinder de hære, der kultiverer initiativ hos underordnede. Derfor skal dansk doktrin for alvor forankre auftragstaktik/mission command i praksis på alle niveauer. Det betyder, at øvelser skal designes til at teste officerer og befalingsmænd i selvstændig beslutning under uklare rammer (fremfor detailstyrede øvelsesscenarier). Desuden bør uddannelsen ændres så fx gruppe- og delingsførere får mere træning i at handle på egen hånd uden forbindelse til chefen. Konkrete tiltag: indfør et modul i sergent- og officersuddannelserne om Ukraine-krigen og mission command lessons learned[25][90], arranger udvekslinger med ukrainske enheder eller officerer hvor de deler erfaring om decentraliseret kamp, og hav fokus på tillid i føringskæden (byg “teams by trust” som den amerikanske mission command-doktrin foreskriver[91][92]). NATO’s træningscentre (fx Joint Warfare Centre) er allerede i gang med at injicere Ukraine-lessons i øvelser[86][19] – Danmark kan støtte dette ved at sende flere enheder på NATO-øvelser og bringe de nye doktrinimpulser hjem.
• Realisme i øvelserne: For at træne de rigtige ting skal danske øvelser i højere grad simulere stressfaktorerne fra moderne krig. Det vil sige: jævnlige øvelser hvor enheder konstant er “under droneovervågning” (med f.eks. små kommercielle droner brugt som rollespil), hvor kommunikation afbrydes (cyber/EW-simulation), hvor der gennemføres langtrækkende præcisionsangreb mod blåt bagområde (f.eks. rollespilsmissilangreb der tvinger blåt til at flytte hovedkvarter og behandle “casualties”). Hjemmeværnet og statister kan spille civile i krigszonen, media indblanding, osv., så soldaterne lærer at agere i kaosset. Heldigvis er Forsvaret allerede begyndt at bevæge sig den vej: KOB#13-banen i Haderslev er et eksempel på at træne værnepligtige i at overleve under realistiske kampforhold[62][63]. Dette skal rulles ud i hele landet, og øvelsesbaner skal vedligeholdes og opdateres løbende med nye læringer (f.eks. efterhånden som dronetaktikker udvikler sig). Endvidere bør man indføre storøvelser, hvor hele brigaden og totalforsvarsaktører deltager, minimum hvert andet år fra ca. 2026 og frem, for at teste mobilisering og samspil – hvilket ikke er sket i årtier i fuld skala.
• Styrkelse af logistik- og føringsdoktrin: Ukraine har demonstreret at logistik er krigens lever – leverancer af våben og forsyninger afgør kampkraft. Dansk doktrin skal opprioritere operativ logistik, inkl. beskyttelse af logistikken. Vi bør træne i distribueret logistik: i stedet for store centrale depoter, brug flere mindre forsyningspunkter der flyttes hyppigt (som ukrainerne gør for at undgå russiske præcisionsslag[93][53]). Også doktrin for passivt forsvar af føringsinstallationer skal revideres: store statiske kommandoposter med teltbyer dur ikke længere[80] – doktrinen skal sige at føringscentraler skal camoufleres, splitte og flytte regelmæssigt, og kommunikationen holdes minimal (for at undgå at blive geolokaliseret af fjendtlig SIGINT)[53][94]. Disse principper bør skrives ind i føringsreglementerne og undervises ivrigt på officersskolerne nu, så vores officerer pr. automatik vil fordele deres enheder og HQ’er i en skarp situation.
• Interoperabilitet som standard: Doktrinen skal betragte alle operationer som fælles med allierede. Praktisk betyder det, at engelsk skal bruges oftere som kommandosprog i øvelser, NATO’s doktriner skal oversættes/tilpasses vores egne, og vores enheder skal rutinemæssigt deployere i multinationale sammenhænge for at finpudse interoperabilitet. F.eks. kunne man beslutte, at 2. Brigades underenheder på rotation integreres i tyske eller britiske brigader under øvelser årligt. På materielside: anskaffelser bør i videst muligt omfang følge NATO-standarder (ammo, datalink etc.), så vi kan dele ressourcer i krig – Atlantsammenslutningen fremhæver problemet med at NATO-lande ikke kunne bruge hinandens artilleriammunition pga. forskellige ladningsposer m.m.[95][96]. Den slags kompatibilitet skal doktrin og indkøb fokusere på, således at Danmark i krig kan modtage (og give) hjælp problemfrit.

Værnepligt, rekruttering og fastholdelse

• Udvid værnepligten i bredden: Som besluttet politisk skal antallet af værnepligtige hæves kraftigt – dette bør nås ved både at øge antallet af indkaldelser og ved at introducere frivillig værnepligt for kvinder (indtil eventuel tvungen ligestillet værnepligt træder i kraft)[57]. Målet kunne være at nå ca. 10.000 værnepligtige årligt (mod ~4.500 før), hvilket forudsætter udbygning af kasernekapacitet og instruktørkorps. Dette kræver flere sergenter og officerer – måske pensionerede eller reserveofficerer kan genansættes midlertidigt for at opskalere? Indkaldelserne bør desuden spredes geografisk og socialt, så værnepligten bliver en samfundsinstitution igen frem for kun at omfatte et lille segment. Overvej at genindføre længere værnepligtsforløb for særligt egnede (fx 14 måneders tjeneste for dem, der melder sig til udvidet uddannelse som gruppefører eller lignende). Formålet er at skabe en større kerne af udspecificeret personel.
• Differentieret brug af værnepligtige: I stedet for one-size-fits-all 8-11 måneders meniguddannelse, kan Forsvaret tilbyde forskellige spor. Fx et cyberspor (værnepligtige med IT-baggrund kan komme direkte til cyberforsvaret i 11 måneder), et lægespor (lægestuderende aftjener værnepligt i sanitetstjeneste), et ingeniørspor (folk med teknisk baggrund til drone-/teknisk tjeneste) osv. Israel har lignende programmer. Dette vil gøre værnepligten mere attraktiv for nogle og give Forsvaret nytte af specialister. Selvfølgelig skal basisuddannelsen bestå af soldatertræning for alle, men efter de første måneder kunne diversificeringen ske. Det knytter også civilsamfundets kompetencer til forsvaret.
• Forbedr incitamenter for længere tjeneste: Mange værnepligtige stopper efter endt pligt. Forsvaret kunne indføre belønninger for dem, der tegner kontrakt som f.eks. stående styrke reservist i X år. Belønning kunne være betalt uddannelse (som i nogle lande hvor militærtjeneste giver point til universitet) eller en bonus. Overvej at tilbyde værnepligtige en fast track til en sergentuddannelse, hvis de forpligter sig til fx 3 års tjeneste efter værnepligten. Dette vil hjælpe rekruttering af yngre befalingsmænd.
• Aggressiv rekruttering til kritiske fag: Forsvaret skal tænke kreativt for at tiltrække specialister: f.eks. kunne man lave direkte indslusningsforløb for erfarne IT-folk til at blive militære cyberspecialister på kontrakt uden traditionel rangorden. Eller headhunte drone-entusiaster i modelflyveklubber til at blive dronepiloter i militæret. Den klassiske rekruttering (jobmesser, reklame) bør suppleres med opsøgende rekruttering i nichemiljøer. Også international rekruttering kunne overvejes: måske kan kvalificerede baltiske eller polske unge lokkes til at tage tjeneste i Danmark for at få erfaring – sprogbarrieren er der, men i nogle funktioner kunne engelsk række.
• Fastholdelse gennem forbedret arbejdskultur: Udover materielle goder (løn, bolig) er meningsfuldhed og arbejdsmiljø afgørende for at folk bliver. Forsvaret bør derfor arbejde på en kultur der belønner initiativ (igen mission command – også internt, lad unge folk komme med idéer), mindsker bureaukratisk bøvl for frontlinjepersonel, og tager hånd om familierne. Fx mere forudsigelighed i udsendelser, flere støtteforanstaltninger til pårørende, fleksible karrierestier (så man kan tage et par år civilt og komme tilbage uden karriereknæk). Veteranindsatsen, som forliget allerede har styrket med bl.a. livslang hjælp til skadede[97][98], er også vigtig for fastholdelse: hvis personel ser, at kolleger der kom til skade bliver behandlet ordentligt, øger det tilliden til systemet. Kort sagt: Forsvaret skal være en attraktiv arbejdsplads i det lange løb, ikke kun et kald. Det kræver moderne HR-tænkning, som man heldigvis har opmærksomhed på (ekspertudvalg for bedre styring er nedsat[99]).

Professionsuddannelse og ledelse

• Opprioritering af officers- og befalingsuddannelser: Med en udvidelse af styrken skal der uddannes mange nye befalingsmænd og officerer. Kvaliteten må ikke lide under kvantiteten. Overvej at forlænge eller intensivere uddannelserne med fokus på moderne krigslære – f.eks. introducere flere øvelser under uddannelsen og udvekslinger. En idé er at lave et Ukraine-udvekslingsprogram: sende danske kadetter/befalingsmænd i kortere praktikophold ved ukrainske enheder (når situationen tillader) eller invitere ukrainske veteraner som gæsteinstruktører i Danmark. Det vil give uvurderlig viden direkte fra fronten og samtidig styrke relationerne.
• Innovation og teknologiforståelse som del af pensum: Fremtidens ledere i Forsvaret skal kunne navigere i en højteknologisk krig. Derfor skal officersuddannelsen inkludere grundlæggende kendskab til nye teknologier: AI, cyber, autonome systemer, energivåben etc., både muligheder og sårbarheder. Man kunne etablere samarbejde med universiteter (DTU, ITU m.fl.) om kurser for officerer. Endvidere bør Forsvaret opfordre til “intraprenørskab” – at ansatte kan udvikle nye løsninger internt. Ukraine vandt på innovation under pres; Danmark kan træne innovation i fredstid ved at lave innovationskonkurrencer i Forsvaret, hvor fx enheder konkurrerer om bedste nye taktiske gadget eller app (og vinderidéer får støtte til realisering). En kultur, hvor en yngre officer kan sige “jeg har en idé” uden at blive mødt med “sådan plejer vi ikke”, vil være guld værd.
• Ledelsesudvikling og træning i krisestyring: Krig leder til chok, kaos, og hurtige ændringer – ledere skal trænes til at håndtere det. Forsvaret kan med fordel udsætte sine kommende ledere for stress-scenarier i uddannelsen: fx simulationsøvelser hvor enheder tager store tab og man skal holde moralen; etisk svære situationer (som man har set i Ukraine, fx civile i kampzonen); behov for at improvisere logistik. Også politiske/diplomatiske aspekter: en moderne chef skal kunne kommunikere med pressen, lokalregering osv. Tænk i hele baner. Mange af vores nuværende officerer er vokset op i en tid med stabiliseringsmissioner; de skal omstilles til nærforsvar af nationen – det kræver mental omlæring, som påbegyndes gennem nye kurser og læring af historien (genstudér fx Danmarks totalforsvars-koncepter fra før 1989, Kombineret med nye input). Mentorordninger hvor ældre erfarne (ex. fra Cold Response øvelser, eller endda hjemmeværnsfolk med koldkrigsbaggrund) sparrer med yngre, kan give perspektiv.
• Professionalisering af reserven: Danmark har traditionelt haft en officersreserve; denne skal revitaliseres. Tilbyd f.eks. at dygtige tidligere officerer kan fortsætte karrieren deltid i reserven med ansvar for at uddanne værnepligtige, planlægge mobilisering osv. Også en specialistreserve kan udvikles: fx it-ingeniører, læger, sprogofficerer, der kan tilknyttes Forsvaret uden at gå den fulde militære vej. Professionalisering betyder også bedre kontrakter og anerkendelse: reservepersonel skal have klart definerede roller i krigsplanerne og inviteres med på øvelser jævnligt. Hermed udnyttes højt kvalificerede civile kompetencer under krise, uden at de behøver faste stillinger.

Samfundsrobusthed og hybridforsvar

• National robusthedsstrategi – på tværs af sektorer: Som erkendt i forsvarsforliget “krig er ikke afgrænset til kampladsen”, men rammer alt fra energi til information[1]. Derfor bør regeringen udarbejde en samlet samfundsrobusthedsstrategi i stil med Sveriges totalforsvarsplan. Denne skal kortlægge sårbarheder i kritisk infrastruktur, forsyningskæder (inkl. medicinalvarer, fødevarer), finansiel stabilitet mm. og anvise beskyttelses- og redundansforanstaltninger. Forsvaret vil være en central aktør heri som rådgiver og sidste sikkerhedsnet. Strategien bør inkludere lovkrav om minimal lagerbeholdning (fx beredskabslagre i regionerne af brændstof, mad; incitamenter for virksomheder til at have nødplaner etc.).
• Styrkelse af Beredskabsstyrelsen og civilforsvar: De civile beredskaber skal dimensioneres til krigslignende tilstande. I Ukraine har brand- og redningstjenesterne slukket titusindvis af brande efter angreb[100]; dansk redningsberedskab bør trænes og udstyres til at kunne operere under bombardement (fx købe beskyttelsesudstyr, pressluft til arbejde i ruiner, flere uddannede røgdykkere). Beredskabsstyrelsen skal kunne udsende hold til at støtte kommuner ved større ødelæggelser. Samtidig må sygehusberedskabet have planer for masseskader og evakuering. Forsvaret kan hjælpe ved at stille militære nødhospitaler til rådighed, som man tidligere havde. Inden for hybridforsvar bør politiet også opprioritere kontra-efterretning (fokus på sabotagegrupper) i samarbejde med militær efterretning.
• Lov om krigstidshåndtering: Det kan overvejes at modernisere lovgivningen omkring beredskab/totalforsvar, måske en ny Totalforsvarslov, som tydeliggør myndighedsfordeling i krig/hybridtilfælde. Fx hvornår overtager militæret visse opgaver fra politiet? Hvem koordinerer informationsindsatsen mod fremmed propaganda – er det Govstyrelsen eller Forsvaret eller ny enhed? Sådanne ting skal være afklaret på forhånd. Der bør nedsættes et udvalg af ministerier (Forsvar, Justits, Erhverv m.fl.) for at opdatere lovgrundlaget og sikre hjemler til at gribe ind hurtigt (f.eks. mulighed for statslig overtagelse af private radio/tv-net i nødstilfælde, prioritering af ressourcer, pålæg til virksomheder om at levere ydelser til forsvaret osv.).
• Offentlig oplysning og modstandsberedskab: Som nævnt under 5–10 år, bør der udsendes vejledninger til borgerne om kriseberedskab. Dette kan konkretiseres som en “Hvis Krigen Kommer”-pjece (den titel brugte man i 1960’erne). Emner kunne være: hvordan får man vand/mad i længere strømafbrydelse, hvordan man sikrer sine data mod cyberangreb, ikke spreder rygter, adlyder myndighedernes anvisninger under alarm osv. Disse budskaber kan spredes via kampagner, måske integreres i folkeskolens samfundsfag. Formålet er at psychologically immunisere befolkningen mod chok og panik, hvilket i sig selv er afskrækkende for en fjende, der håber på kaos. Jeanette Serritzlev påpeger, at informationskrigen kan afgøre udfaldet[101][17] – en befolkning, der er forberedt og ikke lader sig manipulere, er en stor styrke.
• Civil-militær øvelsesaktivitet: En vigtig integration er at afholde tværsektorielle kriseøvelser. Mindst én gang inden 2030 bør Danmark køre en landsdækkende totalforsvarsøvelse, hvor man simulerer en eskalerende krise med cyberangreb, forsyningssvigt og slutteligt militær angreb. Det vil involvere alle: regeringen aktiverer krisestyringsorganisationen, politiet og hjemmeværnet øver sammen, beredskabsstyrelsen prøver masseberedskab, og befolkningen informeres og deltager måske frivilligt. Sådanne øvelser vil afsløre svagheder nu, som kan rettes i tide. Derudover kan mindre skala øvelser (regionale) køres årligt. Forsvaret bør skubbe på for dette i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, som i 2025 netop efterspørger markant forstærkning for at kunne håndtere krigskonsekvenser[102][103].

Afslutningsvis er synergy-effekten klar: Jo mere Danmark som samfund er gearet til krise og krig, des mindre sandsynligt er det, at Rusland eller andre finder på at angribe os. En modstander vil altid søge det svageste led – derfor skal vi sørge for, at der ingen svage led er i den kæde, der udgør Danmarks forsvar og beredskab.

Prioriteringstabel: Forslag rangeret efter effekt, tid, omkostning, risiko og gennemførlighed

For at fokusere indsatsen opstilles her en prioriteret liste af 12 centrale forslag fra rapporten. Hvert forslag er vurderet på: Forventet effekt (på Danmarks forsvarsevne mod Rusland), Tid til effekt (hvor hurtigt forslaget kan realiseres), Omkostning, Risiko (usikkerheder/negative bivirkninger), og Gennemførlighed (praktisk/politisk gennemførbarhed). Vurderingerne er angivet kvalitativt (Høj/Middel/Lav). Tabellen er rangeret efter vores samlede vurdering af prioritet – de øverste forslag antages at give størst “bang for the buck” relativt hurtigt.

Forslag	Effekt	Tid til effekt	Omkostning	Risiko	Gennemførlighed
1. Styrket værnepligt og genopbygning af reserve – Forlængelse til 11 mdr., flere værnepligtige (inkl. kvinder), genindkaldelser[47][104]. Øger bemanding og robusthed dramatisk.	Høj: Markant større forsvarsstyrke og samfundsforankring.	Middel: 2-5 år for fuldt output (første hold nye værnepligtige trænet).	Middel: Kræver øgede driftsudgifter (kasernetilpasning, løn) men relativt lavteknologisk.	Lav: Risiko for rekrutteringssvigt hvis unattraktiv; politisk opbakning dog bred.	Høj: Allerede besluttet i forlig, bred opbakning[105]. Implementering kræver ledelsesfokus men er gennemførlig.
2. Etablering af lagdelt luftforsvar – Anskaffelse af medium- og langtrækkende SAM-systemer samt C-UAS kapaciteter[16][43]. Lukker kritisk hullle i forsvaret.	Høj: Beskytter DK mod missiler/droner, nødvendig for at modstå angreb.	Middel: 5-7 år (anskaffelse, levering, oplæring). Nogle midler kan være operationelle inden for 5 år hvis prioriteret.	Høj: Omkostning i mia.-klassen (luftværn er dyrt). Drift kræver specialister.	Middel: Teknologisk risiko lav (modne systemer findes), men risiko hvis forsinkelse/leveranceproblemer.	Middel: Politisk vilje til luftværn er stigende; kræver samfinansiering/prioritering af budget. Gennemførligt hvis politisk fokus holdes.
3. Ammunitions- og materielopbygning – Fyld lagre af artilleri, missiler, brændstof; genstart national produktion[48][13]. Sikrer udholdenhed i krig.	Høj: Uden ammunition ingen kamp. Øger troværdighed af forsvar markant.	Kort: 1-3 år for at købe og begynde produktion (nogle lagre kan øges hurtigt via indkøb).	Middel-høj: Ammunition i store mængder er dyrt, men midler er afsat (EU/NATO initiativer).	Lav: Minimal risiko – overskydende ammo kan lagres, intet teknologisk nyt.	Høj: Bred erkendelse af problemet; EU/NATO støtter med fællesindkøb[106]. Gennemføres allerede delvist, skal fortsættes.
4. Langtrækkende præcisionsangrebsmidler – F.eks. HIMARS med ATACMS, landbaserede krydsermissiler[14][59]. Øger afskrækkelsen (kan ramme dybt i fjendtligt territorium).	Middel-høj: Vil kunne straffe en modstander strategisk, potentielt afholde angreb.	Middel: 5-8 år (anskaffelse, træning). Afhænger af allieret levering.	Høj: Dyrt per system/missil, men få systemer kan gøre stor forskel.	Middel: Risiko for russisk kritik/eskalation (opfattes offensivt). Kræver robust politik omkring anvendelse.	Middel: Politisk mulig, men kræver holdningsændring ift. offensive våben. NATO-pres for burden sharing kan hjælpe.
5. Udvidelse af Hæren til 2 brigader – Styrke Hæren med ekstra brigade inkl. materiel og personel, genindførelse af divisionskommandostruktur.	Høj: Fordobler konventionel forsvarskraft, gør DK i stand til selvstændigt at opstille korpsbidrag.	Middel: 5-10 år (personel skal rekrutteres/uddannes; materiel leveres løbende).	Høj: Udgiftskrævende (personel, kampkøretøjer, støttemateriel).	Lav-middel: Primært organisatorisk – risiko hvis rekruttering ikke følger med. Teknisk risiko lav.	Høj: Allerede NATO-krav at DK opstiller flere styrker[67]. Politisk flertal støtter territorialforsvar. Kan dog kræve prioritering af midler fra eks. int. missioner.
6. Drone- og anti-drone massivt indkøb – Udrust alle værn med moderne UAV’er (fra mini- til MALE-klassen) samt anskaffelse af anti-droneteknologi (jammere, sensorer)[21][8].	Middel: Forbedrer efterretning og præcision markant; modvirker fjendens dronefordel.	Kort-middel: 2-5 år for anskaffelse og integration (kommercielle droner kan fås hurtigt; militære lidt længere).	Middel: Mindre droner billige, men volumener + avancerede systemer koster. Anti-drone systemer relativt nye -> også mid-range cost.	Middel: Risiko for indkøbsfejl i hurtigt udviklende marked (teknologi udvikles fortsat). Men relativt lav risikoprofil samlet.	Høj: Let at få opbakning – droner har bevist deres værd. Kan købes gradvis og justeres undervejs. Gennemførligt med dedikeret program og evt. allieret hjælp.
7. Cyberforsvar og -angreb kapacitetsløft – Etablering af cyberkommando, ansættelse af specialister, investere i defensive systemer og evt. offensive værktøjer[1].	Middel: Øger modstandskraft mod hybridangreb, kan begrænse fjendtlig kommando under konflikt.	Kort: 1-3 år for at ansætte og strukturere (effekt kan ses næsten straks i form af bedre forsvar).	Middel: Løn til specialister, IT-systemer licenser – relativt lav ift. andet materiel (men konkurrencer om eksperter).	Middel: Risiko at det er svært at tiltrække nok kompetencer. Offensive cyber kan eskalere konflikter etisk/politisk.	Middel-høj: Politisk opbakning findes (cyber ofte nævnt). Udfordring mest praktisk i rekruttering, men kan løses med kreative tiltag, så gennemførlighed er ok.
8. Styrket flåde – nye skibe og Arktis-kapaciteter – Byg nye korvetter/patruljeskibe til Østersøen, anskaf evt. undervandsdroner/ubåde; Implementér Arktis-aftalens overvågningstiltag[71][74].	Middel: Forbedrer evne til at kontrollere nærområdet og beskytte søveje; opfylder Arktis forpligtelser.	Lang: 8-15 år (skibsbygning er langsom – planlægning til søsætning).	Høj: Meget kostbart (nybyg af skibe, avanceret sensorik). Arktis-tiltag dyre (radar, satellit).	Lav: Teknik kendt (DK har skibsdesign erfaring). Risiko mest forsinkelse/overskridelse.	Middel: Politisk set ønsket (SF nævner styrkelse af flåden[71]). Men forligsmidler stramme, og flådekonkurrerer med hær/luftværn om midler. Muligt men kræver prioritet.
9. Totalforsvarsøvelser og civilt beredskabsløft – Stor øvelse med civil-militært scenario, investering i Beredskabsstyrelsen (materiel, mandskab), offentlig uddannelse i krisehåndtering[102][33].	Middel: Øger samfundets robusthed, forbereder befolkning og myndigheder (afskrækkelse af hybrid).	Kort: 1-3 år for at planlægge og køre en første øvelse; beredskabsindkøb kan rulles løbende.	Middel: Moderat omkostning (øvelser koster tid/penge, beredskabsudstyr og ansættelser koster men er inden for civ. budgetter).	Lav: Ingen større risici, udover at øvelser kan skabe uro hvis misforstået (kræver god kommunikation).	Høj: Politisk fokus på beredskab er vokset efter Ukraine[107]. Forligspartier vil styrke civilt beredskab. Gennemførligt med tværmin. samarbejde.
10. Integreret NATO-interoperabilitet (fælles øvelser, Host Nation Support) – Hyppigere delt./værtskab af NATO-øvelser, forbedre infrastrukturer til allieret modtagelse[36], standardisere materiel.	Middel: Sikrer at DK kan modtage hjælp og fungere som springbræt i krig – vitalt for kollektivt forsvar.	Middel: 3-6 år for infrastrukturprojekter (kaserners kapacitet, havneforstærkninger); øvelsesfrekvens kan øges straks.	Middel: Nogle investeringer (ex. forstærkning af havnekaj til tunge US transportskibe, forbedring af jernbaner til militærtransport). Øvelser har driftsomkostning.	Lav: Ingen stor risiko, udover slitage på mandskab (hyppige øvelser) som kan adresseres med rotation.	Høj: NATO forventer dette; politisk en selvfølge at forbedre. Lokalsamfund kan knurre over øvelsesstøj, men gennemførligheden overordnet høj.
11. Forsimplet indkøbs- og innovationsproces – Reformér forsvarsindkøb for hurtigere at indføre ny tech; opret innovationsfond til at prøve ukrainsk inspiration/kommercielle løsninger.	Middel: Kunne forkorte tiden det tager at få nyt udstyr/taktik i brug – vigtigt i dynamisk trusselsbillede.	Middel: 2-5 år for lovgivning og ændring af bureaukrati; effekt løbende derefter.	Lav: Kan potentielt spare penge (mindre bureaukrati), kræver dog ekspertbistand.	Middel: Risiko at bypass af processer giver fejlindkøb. Men styret rigtigt er risiko håndterbar.	Middel: Politiske vilje til forenkling i den offentlige sektor findes, men implementering støder på vanetænkning. Kræver hård topstyring at gennemføre – muligt, men anstrengende.
12. Offensiv informations- og påvirkningsenhed – Etabler en enhed der proaktivt overvåger og imødegår Ruslands disinfo, og selv kan påvirke (fx sende budskaber til russiske soldater via sociale medier under krig).	Lav-middel: Kan forhindre fjenden i at dominere narrativet, men svært at måle effekt; dog en del af samlet indsats.	Kort: 1-2 år at rekruttere kommunikationsfolk, efterretningsanalytikere; effekt kan ses løbende i bedre modstandsdygtighed.	Lav: Koster få lønninger og some-kampagner – begrænset udgift.	Middel: Risiko for indenrigs debat om propaganda vs oplysning. Skal navigeres demokratisk.	Middel-høj: Bør kunne gøres – NATO opruster her[108], og befolkningen er opmærksom på fake news problematik. Politiske mandat kan dog kræve fin afgrænsning.

(H = Høj, M = Middel, L = Lav. Vurderingerne er skøn baseret på åbne kilder og forfatternes vurdering pr. dec 2025.)

Implementerings-roadmap: Governance, kompetencer, milepæle og forandringsledelse

For at gennemføre ovenstående udvikling af Forsvaret kræves en helhedsorienteret implementeringsplan, der rækker over de næste 20 år. Nedenfor skitseres en mulig roadmap med fokus på hvem styrer processen (governance), hvilke kompetencer og ressourcer der skal til, vigtige milepæle undervejs, samt håndtering af forandringsledelse i organisationen.

Governance og styring

En reform af denne skala fordrer klar styring fra toppen. Anbefaling: Nedsæt en central implementeringsstyregruppe for forsvarsforliget og Ukraine-planen, ledet af Forsvarsministeriet, med deltagelse af Forsvarskommandoen, FMI (Materiel- og Indkøbsstyrelsen), Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og andre relevante. Denne gruppe skal mødes månedligt og følge op på fremdrift i alle spor (personel, materiel, byggeri, etc.). Derudover bør Folketingets forsvarsforligskreds samles halvårligt til status (det er faktisk allerede besluttet at forligskredsen skal mødes min. halvårligt[109]). For at sikre uafhængigt overblik kunne man inddrage Rigsrevisionen eller nedsætte et uafhængigt tilsynsråd med eksperter, der årligt evaluerer implementeringen – som en slags kvalitetssikring.

Det er også afgørende at udpege tydelige ansvarshavere for de enkelte delprojekter. F.eks. en projektleder for luftforsvar (sandsynligvis ved FMI) der rapporterer op til styregruppen, en projektleder for værnepligtsudvidelsen (ved Personnelkommandoen), for civilberedskab (Beredskabsstyrelsen i spidsen) osv. Ved at navngive ansvarlige chefer kan man bedre holde snor i, om tingene sker.

I governance skal der være indbygget fleksibilitet: forligsteksten har netop introduceret fleksible delaftaler[110]. Styregruppen bør løbende identificere områder, hvor nye sikkerhedsbehov kræver justering af planen, og så forberede supplerende aftaler for forligskredsen (som man gjorde med fremrykning af investeringer i april 2024 pga. forværret trusselsbillede[111][112]). Denne mekanisme skal bruges aktivt for at holde planen ajour.

Kompetencer og ressourcer

Personel og kompetencer: En af de første milepæle (allerede 2024-25) er at ansætte og uddanne de nøglepersoner, der skal drive forandringen. Det omfatter flere projektledere som nævnt, men også forøgelse af rekrutteringspersonel (HR-afdelingerne), flere instruktører til de ekstra værnepligtige (her kunne man bruge korttidskontrakter til erfarne folk), og specialister til nye områder (cyberfolk, dronepiloter). Det kan blive nødvendigt at hente hjælp udefra for at opbygge visse kompetencer hurtigt – fx hyre konsulenter med IT-sikkerhedsekspertise til at træne cyberværnepligtige, eller trække på allierede militære rådgivere (USA, UK m.fl. tilbyder gerne at hjælpe med at etablere kapaciteter).

Forsvaret må også investere i uddannelse af eksisterende medarbejdere: Vi skal opkvalificere mange i brug af ny teknologi (ex. uddanne luftværnssoldater, hvis vi køber Patriot, i samarbejde med Tyskland eller USA). En del af midlerne i genopretningen er heldigvis afsat til personel og uddannelse[113][114]. Det vil være klogt at lave en samlet kompetenceudviklingsplan, der prioriterer hvem der skal på kursus i udlandet, hvilke nye uddannelseslinjer Forsvarsakademiet skal oprette, etc. Der bør i særlig grad fokuseres på at udvikle tekniske og ledelsesmæssige kompetencer: teknikere (flymekanikere, våben specialister) da vi får mere materiel, og mellemledere (befalingsmænd) da vi får flere værnepligtige.

Økonomi og ressourcer: Økonomisk er rammen sat med ~143 mia. kr ekstra over 10 år[115][116]. Det er essentielt at disse penge bruges klogt. Derfor er stram økonomistyring et element – forliget taler om et ekspertudvalg for at drive Forsvaret effektivt[99]. Dette udvalg bør arbejde hurtigt, så midlerne fra 2024 og frem ikke sander til i bureaukrati. Fra implementeringssynspunkt: det kan være nødvendigt at prioritere inden for prioriteringerne, hvis priser stiger eller noget trækker ud. F.eks. kunne man stå i 2027 og måtte vælge at bruge ekstra midler på at få luftværn hurtigt, selvom det måske går ud over antallet af nyindkøbte køretøjer – den slags beslutninger skal økonomistyringen forberede politikere på med scenarier.

Milepæle (2025, 2030, 2035, 2045)

Her skitseres nogle milepæleår og hvad der ideelt skal være opnået:

• 2025 (Umiddelbar horisont): Første delaftaler er implementeret: flere værnepligtige er indkaldt i februar 2025 med længere tjeneste[117], fuld ligestilling i værnepligt (kvinder) er vedtaget lovmæssigt[57]. Ammunitionsfabrik-projektet er igangsat (entreprise aftalt). Udbud for nyt mellem-/langtrækkende luftværnssystem er offentliggjort. Cyberkommando oprettet (mindst på papiret) med initial bemanding. Beredskabsstyrelsen har fået tilført ekstra materiel iflg. plan. – Check: Forsvaret har oprettet de nødvendige projektorganisationer og penge begynder at flyde de rette steder hen.
• 2030: Danmark opfylder 2% BNP-målet for forsvar[118][116]. Kapacitetsmæssigt: 1. Brigade er fuldt bemandet og udstyret, klar til højintensiv krig. 2. Brigade er etableret på vej mod FOC (Full Operational Capability). Nye luftværnssystemer er leveret og integreres (måske IOC – Initial Op. Capability opnået). Større mængder ammunition på lager (minimum 30 dages højintensivt forbrug for nøglekalibre). Hjemmeværnet er vokset i antal og har modtaget bedre udrustning (nattesigtekikkerter, panserværnsvåben). Et moderne kommunikationssystem (f.eks. taktisk datanet) er rullet ud i Hæren. Arktis kapacitet: første overvågningsdroner opererer i Grønland, ny radar under installation på Færøerne. Totalforsvarsøvelse 2029 er gennemført med succes og har påvist forbedret koordinering. – Check: Danmark kan ved indgangen til 2030 præsentere NATO for en betydeligt styrket forsvarsevne, med opfyldelse af mange styrkemål.
• 2035: Begge brigader fuldt operative; eventuelt dansk divisionshovedkvarter oprettet og certificeret i NATO (kunne have ledet en NATO-øvelse). Det lagdelte luftforsvar dækker nu det meste af DK med forskellige sensorer og våben (inkl. måske samarbejde med tysk/projekter, fx lasers til tæt range). Langtrækkende angrebskapacitet (fx HIMARS) leveret og dansk mandskab trænet, enheden indgår i NATOs planlægning. Flådefornyelse: nye korvetter/patrol ships søsat og indgår i 2. Eskadre. Min. én ubemandet ubådsdrone testet i Arktis. Flyvevåbnet: F-35 flåden midtvejs i levetid, fuldt integreret med NATO datanet, eventuelt udvidet i antal; evt. tanker-droner eller nye overvågningsplatforme anskaffet. Værnepligtsstyrken robust – hvert år måske ~7000 gennemfører 11 mdr (antag; afhængigt af politisk niveau), hvilket giver reserver på titusinder. Befolkningsforankring: Offentlige kampagner har gjort at de fleste husstande har et nødsberedskab; totalforsvar er en del af skolepensum. – Check: Forsvaret anno 2035 er næsten ikke genkendeligt fra 2022-tilstanden: det er større, mere højteknologisk og alligevel mere folkeligt forankret.
• 2045: Lang horisont. Danmark har nu et fuldt udviklet multi-domæne forsvar. Nye teknologier som AI-assistent i kommandocentraler, hypersonisk missilforsvar integreret via NATO, måske fælleseuropæiske UAV-sværme. Arktisforsvaret er stærkt: evt. base på Grønland med allieret rotation, dansk permanent tilstedeværelse med droner/skibe. Samfundet kan mobilisere million mennesker civilt via digitale systemer (hele-of-nation mobilisering). Personel: Forsvaret har formået at tiltrække talent via moderne image; en del af 2020’ernes personelkrise er løst ved at mange værnepligtige fra den tid nu er erfarne mellemledere i 2040’erne med kriseforståelse. – Check: Forsvaret er klar til trusler, som de ser ud i midten af århundredet, og lessons learned fra Ukraine er blevet videreudviklet til nye doktriner, som nu måske videregives til næste generation konflikter.

Forandringsledelse

At gennemføre så omfattende ændringer i Forsvaret og samfundets beredskab kræver kyndig forandringsledelse. Der vil utvivlsomt møde modstand, træghed eller “plejer”-kultur undervejs, som skal håndteres.

Først og fremmest skal der skabes en fælles vision og forståelse blandt Forsvarets ansatte for, hvorfor denne transformation er nødvendig. Ledelsen (Forsvarschefen, chefer på alle niveauer) må kommunikere klart, at verden har ændret sig: “Krig i Europa er ikke teoretisk – det kan ske her. Derfor skal vi lære alt hvad vi kan fra Ukraine og være klar.” Denne sense of urgency skal holdes ved lige selvom krigen i Ukraine en dag slutter; erfaringen viser at organisationer ellers falder tilbage i gamle vaner.

Forandringsledelse kunne inkludere at fejre “quick wins” undervejs – fx når første nye luftværnsraketbatteri ankommer, markeres det som en milepæl der viser fremdrift. Samtidig skal man være ærlig om udfordringer: f.eks. at det vil være hårdt for personel med flere øvelser, og at ting kan gå galt under indkøring. En åben læringskultur, hvor fejl ses som mulighed for forbedring, er vigtig. Her kan man lære af Ukrainas militær, som pga. krigens pres har måttet droppe unødig hierarki og fokusere på resultater.

For at overvinde intern modstand kan det hjælpe at involvere medarbejdere i forandringen. Fx nedsætte brugergrupper: lad unge sergenter komme med forslag til hvordan værnepligtsuddannelsen kan moderniseres, lad erfarne befalingsmænd komme med input til nyt materiel (crowdsourcing af kravspecifikationer), etc. Hvis folk føler, de bidrager og bliver hørt, vil de i højere grad eje forandringen fremfor at se den påført oppefra.

En anden faktor er ændringsparathed i det politiske system. Forsvarsforligskredsen skal helst stå last og brast i hele perioden (hvilket den brede aftale tyder på man vil[119]). For at sikre konsistens bør der være en fortsat politisk consensus, også hvis regeringer skifter. Det kan forligskredsen sikre ved at låse investeringer fast ad flere omgange (delaftaler, som de har gjort i 2024-25), så nye folk ikke lige pludselig annullerer dem. Med det nye Samfundssikkerhedsministerium (omtalt med minister for samfundssikkerhed[120]), kan fokus på tværgående sikkerhed øges – dette ministerium skal være en change agent for alt vedr. beredskab, og bør samarbejde tæt med Forsvarsministeriet.

Ændringsmodstand kan komme i form af: “bureaukrati i FMI forsinker indkøb”, “lokale beboere klager over flere øvelser eller radaropstillinger”, “nogle ansatte er utilfredse med nye opgaver eller ser deres gamle specialistrolle udfaset”. For hver sådan dimension bør ledelsen have et svar. Mod byråkratisk fodslæben: sæt klare deadlines og måske udskift nøglepersoner, hvis de ikke leverer – derfor godt med eksternt pres via fx ekspertudvalg. Mod civil modstand: tidlig dialog med lokalsamfund om øvelser, måske kompensation eller i det mindste oplysning, så de forstår nødvendigheden. Mod intern personaleskepsis: tilbyd efteruddannelse, omplaceringer og gør det klart at alle kan finde en plads i det nye forsvar – ingen tabere. Hvis fx en ældre officer ikke er tryg ved IT, så giv ham ansvar for noget doktrin hvor hans erfaring tæller, mens en yngre IT-kyndig tager cyberområdet. Altså bruge folk efter styrker, så de ikke bare føler sig afskrevet.

Forandringens succes afhænger også af kulturen. Forsvaret skal bevare sine kerneværdier (loyalitet, mod, sammenhold) men udvikle en innovationskultur parallelt. Det er en balance: man ønsker disciplin, men også initiativ. Her kan man støtte sig til mission command-principperne og fremhæve positive eksempler (herunder fra Ukraine): fx historier om ukrainske småenheder der løste opgaver kreativt kan bruges som case internt for at sige “se, sådan noget vil vi også have hos os”. Heroverfor kan man pege på Ruslands eksempel: stiv rygmarv førte til tab – det ønsker vi at undgå.

Slutteligt er kommunikation til offentligheden også en del af forandringsledelsen. Den danske befolkning skal med på rejsen, ellers kan politisk støtte dale. Det betyder, at man løbende skal kommunikere resultater: Fortæl når værnepligten udvides (“flere unge gør tjeneste for Danmark”), når nyt udstyr ankommer (“nu får Danmark endelig luftværn – det beskytter os mod trusler som dem vi så i Ukraine”[16]), når beredskabet styrkes (“brandfolk får nu skudsikre hjelme ligesom deres ukrainske kolleger[33]”). Også indrømme udfordringer ærligt (“vi er ikke i mål endnu, der mangler personale her og der, men vi arbejder på det”). Den transparens vil sikre befolkningens vedvarende opbakning, som er Danmarks center of gravity i hybridkrig såvel som konventionel krig.

Med denne roadmap og indbyggede justeringsmekanismer kan Danmark gennemføre det historiske løft af Forsvaret, der er besluttet. Som forsvarsministeren sagde ved forligets indgåelse: “Vi giver dansk forsvar et historisk og tiltrængt løft… Vi skal vise vilje og evne til at bidrage til vores fælles sikkerhed”[121][122]. Med Ukraine-krigens dyrekøbte indsigter i bagagen er vi bedre rustet til at gøre det løft målrettet og effektivt, så Danmark og NATO står stærkere og mere sikre – om 5, 10 og 20 år.

---

Bilag: Kilder og kildevurdering

(Alle kilder er åbne og tilgængelige. Kildelisten angiver hver kildes troværdighed: Høj, Middel eller Lav. Troværdighedsvurderingen beror på kilde-type, forfatter/afsender, samt uafhængighed.)

1. Atlantsammenslutningen (2024), “Ilden dræber, hvad Danmark bør lære af krigen i Ukraine” – Troværdighed: Middel. (Rapport af tænketank med fokus på sikkerhedspolitik; indeholder omfattende analyse af Ukraine-krigens lektioner med kilder til bl.a. CSIS. Semi-akademisk kilde; Atlants. er generelt velrenommeret, men ikke en officiel institution)[9][13].
2. Danske Beredskaber (2025), “Det civile beredskab skal kunne modstå komplekse trusler” – Troværdighed: Middel. (Artikel fra brancheorganisation for beredskab; bygger på oplæg fra Forsvarsakademiet-eksperter N. B. Poulsen, K. Marup m.fl. Indsigter om Østersø-trusler og civilforsvar, vurderet saglige)[35][2].
3. InterForce Magasin (2025), “Hvis krigen kommer” af Emil Arenholt – Troværdighed: Middel. (Populært formidlende artikel med interview af major T. T. Engen fra Center for Militære Studier. Giver inside-perspektiv på totalforsvar/værnepligt; ekspertudsagn skønnes troværdige)[47].
4. Forsvarsministeriet (2023), “Bredt folketingsflertal bag forsvarsforlig 2024-2033” – Troværdighed: Høj. (Officiel pressemeddelelse om forsvarsforlig; indeholder autoritative udtalelser fra minister og partier. Primær kilde for politiske beslutninger)[115][71].
5. Forsvarsministeriet (2023), “Forsvarsforlig 2024-2033 – Vilje og evne til at tage ansvar” (Forligstekst og resumé) – Troværdighed: Høj. (Officiel forligstekst på FMN.dk; beskriver konkrete aftalepunkter som værnepligt, økonomi, NATO-krav. Anses som faktuel reference)[104][1].
6. FMI (Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse) (2025), “Den moderne kampplads – læren fra krigen i Ukraine” – Troværdighed: Høj. (Artikel fra Forsvaret/FMI med oplæg fra militæranalytiker A. Puck Nielsen. Officiel kilde med ekspertanalyse, bekræftet af CSIS-rapport. Meget troværdig ift. indhold om droner, info, m.m.)[88][14].
7. Forskerforum (DM) (2025), “På den gennemsigtige slagmark er der ingen helle” af Malou F. Marker – Troværdighed: Middel. (Artikel med interview af ph.d.-stipendiat E. Berthelsen om droner. Selvom i fagforeningsmagasin, bygger det på aktuel forskning og øjenvidneerfaringer. Vurderes troværdig for trends)[123][21].
8. NATO (Atlantic Council) (2024), “How NATO learns and adapts to modern warfare” af Gen. C. Badia (DSACT) – Troværdighed: Høj. (Udtalelser fra NATO’s næstøverste for transformation – meget autoritativ om NATO’s tiltag og lessons learned. Publiceret v. Atlantic Council, en anerkendt tænketank)[124][19].
9. Pulaski Policy Paper (2024), “Mission command philosophy… Ukraine – conclusions for Poland” af M. Milczanowski – Troværdighed: Middel. (Polsk tænketank-rapport, akademisk præg med fodnoter. Bruges for mission command-detaljer og eksempler. Indhold virker velunderbygget; relevant ift. NATO-standarder)[25][90].
10. Forsvaret.dk nyhed (2025), “Erfaringer fra Ukraine: Ny kamp- og overlevelsesbane” – Troværdighed: Høj. (Officiel nyhed fra Forsvaret om tilpasning af uddannelse. Primær kilde for at eksemplificere træningsinitiativer. Troværdig og aktuel)[62][63].
11. KU (Polsci) Altinget kronik (2024), “Fra ferieø til missil-ø: Bornholm…” af Prof. Mikkel Vedby Rasmussen – Troværdighed: Høj. (Professor i statskundskab og tidl. forsvarskomm.-formand. Kronik i Altinget med konkret info om missiløvelser på Bornholm. Meget troværdig, insider viden)[40][44].
12. FMN.dk (2024), “Pressemeddelelse: Bredt flertal bag fremrykning af investeringer i Forsvaret” – Troværdighed: Høj. (Officiel kilde om 2. delaftale april 2024, herunder fuld ligestilling værnepligt. Brugt som reference for hast, troværdighed i top)[111][57].
13. Folketinget (2023), “Genopretning af Forsvarets fundament” bilag til forsvarsudvalg – Troværdighed: Middel. (FT bilag med detaljer om økonomistyring. Officiel, men kort citeret. Troværdig ift. udsagn om svær opgave)[54].

(Flere kilder er anvendt i teksten – ovenstående er de primære. Alle vurderes generelt pålidelige. Ingen klart utroværdige kilder er anvendt.)

---

[1] [57] [58] [67] [68] [73] [74] [75] [97] [98] [99] [104] [107] [110] [111] [112] Forsvarsforlig

https://www.fmn.dk/da/arbejdsomraader/forlig-og-okonomi/forsvarsforlig/

[2] [17] [18] [29] [30] [31] [32] [33] [34] [35] [38] [39] [43] [49] [50] [70] [100] [101] [102] [103] [108] Det civile beredskab skal kunne modstå komplekse trusler - Danskeberedskaber

https://danskeberedskaber.dk/det-civile-beredskab-skal-kunne-modstaa-komplekse-trusler/

[3] [4] [6] [7] [14] [15] [16] [28] [59] [69] [81] [88] [89] Den moderne kampplads — læren fra krigen i Ukraine

https://www.fmi.dk/da/nyheder/2025/ny-sideden-moderne-kampplads--laren-fra-krigen-i-ukraine/

[5] [8] [21] [22] [23] [24] [123] På den gennemsigtige slagmark er der ingen helle - Forskerforum

https://dm.dk/forskerforum/magasinet/2025/forskerforum-nr-3-2025/paa-den-gennemsigtige-slagmark-er-der-ingen-helle/

[9] [10] [11] [12] [13] [48] [51] [52] [53] [55] [56] [60] [61] [80] [84] [85] [93] [94] [95] [96] [106] Her skal stå titel

https://atlant.dk/media/2963/ilden-draeber.pdf

[19] [20] [64] [65] [78] [79] [82] [83] [86] [124] How NATO learns and adapts to modern warfare - Atlantic Council

https://www.atlanticcouncil.org/content-series/ac-turkey-defense-journal/how-nato-learns-and-adapts-to-modern-warfare/

[25] [26] [90] [91] [92] Mission command philosophy in the context of the war between Russia and Ukraine — conclusions for Poland – Casimir Pulaski Foundation

https://pulaski.pl/en/mission-command-philosophy-in-the-context-of-the-war-between-russia-and-ukraine-conclusions-for-poland/

[27] [36] [37] [45] [46] [47] [87] Hvis krigen kommer - InterForce

https://www.interforce.dk/hvis-krigen-kommer-2/

[40] [41] [42] [44] Fra ferieø til missil-ø: Bornholm skal være med til at sikre Natos dominans i Østersøen – Det Samfundsvidenskabelige Fakultet - Københavns Universitet

https://samf.ku.dk/presse/kronikker-og-debat/2024/fra-ferieoe-til-missil-oe-bornholm-skal-vaere-med-til-at-sikre-natos-dominans-i-oestersoeen/

[54] [PDF] Genopretning af Forsvarets fundament - Folketinget

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/FOU/bilag/75/2701535.pdf

[62] [63] Erfaringer fra Ukraine: Ny kamp- og overlevelsesbane

https://www.forsvaret.dk/da/nyheder/2025/erfaringer-fra-ukraine-ny-kamp--og-overlevelsesbane/

[66] [71] [72] [105] [109] [113] [114] [115] [116] [118] [119] [120] [121] [122] Bredt folketingsflertal bag forsvarsforlig for 2024-2033 - Regeringen.dk

https://regeringen.dk/nyheder/2023/bredt-folketingsflertal-bag-forsvarsforlig-for-2024-2033/

[76] Ny aftale åbner for ukrainske forsvarsvirksomheders produktion i ...

https://www.fmn.dk/da/nyheder/2025/ny-aftale-abner-for-ukrainske-forsvarsvirksomheders-produktion-i-danmark/

[77] Danmark og Ukraine laver aftale om våbenproduktion i Danmark

https://prod.ew.mhm.infomaker.io/artikel/dbe82c19-dff1-386e-8709-c977e1198763/

[117] Ny værnepligt byder på længere tid i trøjen og potentiel ... - Arbejderen

https://arbejderen.dk/indland/ny-vaernepligt-byder-paa-laengere-tid-i-troejen-og-potentiel-tvangsudsendelse/