The Death of the Corporate Job - oversat til dansk
En ven sendte mig en virkelig, virkelig tankevækkende artikel om moderne kontorjobs. Den kan læses her: The death of the corporate job. - by Alex McCann - og her er hele artiklen oversat til dansk:
Det corporate job’s død
I sidste uge drak jeg kaffe med en, der arbejder i et stort konsulentfirma. Hun brugte tyve minutter på at forklare mig sin rolle. Ikke fordi den var kompleks, men fordi hun forsøgte at overbevise sig selv om, at den fandtes.
“Jeg faciliterer stakeholder alignment på tværs af tværfunktionelle workstreams,” sagde hun. Så lo hun. “Jeg aner ærligt talt ikke længere, hvad det betyder.”
Hun er ikke alene. Jeg bliver ved med at møde mennesker, som beskriver deres arbejde med ord, de aldrig ville bruge i en almindelig samtale. De deltager i møder om møder. De laver PowerPoints, som ingen læser, som bliver delt i mails, som ingen åbner, og som skaber opgaver, der slet ikke behøver at blive lavet.
Men det, jeg synes er mærkeligt, er, at alle ved det. Når man får folk alene, efter arbejde, måske efter de har haft tid til at koble af, indrømmer de det. Deres job er i bund og grund en slags avanceret performancekunst. De er menneskelig “middleware” mellem systemer, som sandsynligvis sagtens kunne tale direkte sammen.
Den store foregivelse
Gå gennem City eller Canary Wharf klokken 8 om morgenen, og du vil se tusindvis af mennesker, der ser målrettede ud. Skarpe jakkesæt, kaffe i hånden, opkald allerede i gang. Det hele ser imponerende vigtigt ud.
Men tal med de samme mennesker hver for sig, og en anden historie dukker op. De sidder i møder fra morgen til aften, hvor intet bliver besluttet. De leder projekter, der primært eksisterer for at retfærdiggøre projektledernes eksistens. De laver strategier for strategier, optimerer ting, der ikke behøvede optimering, og “disrupter” ting, der fungerede helt fint.
En ven i en stor bank fortalte mig for nylig om sin typiske dag. Han møder klokken 8 og går klokken 20, og da jeg spurgte, hvad han egentlig lavede i de tolv timer, kunne han ikke pege på én eneste konkret ting.
“Jeg muliggør beslutningstagning,” sagde han – og stoppede så sig selv. “Hvad det så end betyder.”
Pandemien trak et øjeblik tæppet væk. Da alle arbejdede hjemmefra, blev det tydeligt, hvem der faktisk lavede noget, og hvem der bare… var der. Nogle menneskers roller forsvandt helt, da de ikke længere fysisk kunne deltage i møder. Andre opdagede, at de kunne klare deres “fuldtidsjob” på omkring tre timer om dagen.
Nu er vi tilbage på kontorerne, og alle foregiver igen. Men noget har ændret sig. Foregivelsen føles anderledes. Mere bevidst. Mere udmattende.
Den skjulte nonsens-økonomi
Antropologen David Graeber kaldte dem “bullshit jobs” – roller, som selv dem, der udfører dem, mistænker for at være meningsløse. Men jeg tror, det har udviklet sig videre. Vi har bygget hele økosystemer af gensidig nonsens.
Overvej den gennemsnitlige corporate beslutning. Den starter med, at nogen identificerer en “mulighed” (som ofte er et ikke-problem). Det udløser en kaskade: analytikere analyserer, konsulenter konsulterer, mellemledere leder konsulteringen af analysen. Der afholdes workshops. Interessenter inddrages. Præsentationer bliver lavet.
Måneder senere sker der måske noget. Som regel en mindre justering, der kunne være gennemført på en eftermiddag af enhver med sund fornuft.
Analytikeren ved, at modellen mest er kvalificeret gætteri. Konsulenten ved, at frameworket bare er sund fornuft i en matrix. Lederen ved, at workshoppen er teater. Men de har brug for hinanden for at opretholde illusionen.
Det er som en corporate-version af kejserens nye klæder: alle kan se, at kejseren er nøgen, alle ved, at alle kan se det – men vi har aftalt at fortsætte med at rose hans påklædning, fordi vores realkreditlån afhænger af det.
Det parallelle system
Noget meget interessant er ved at opstå. Folk bygger parallelle systemer med reel værdi, mens de opretholder deres corporate-persona.
Jeg kender udviklere, der klarer deres “officielle” arbejde om morgenen og bygger deres egne produkter om eftermiddagen. Marketingfolk, der driver deres bureau fra deres corporate-skrivebord. Konsulenter, der har automatiseret deres leverancer og bruger det meste af tiden på sideprojekter.
De bruger den corporate infrastruktur – den faste løn, den bærbare computer, stabiliteten – som platform til at bygge noget ægte. Den corporate rolle er blevet en finansieringsmekanisme for det virkelige arbejde.
En person kaldte det “corporate iværksætteri”. Ikke i LinkedIn-forstand, hvor man er “intraprenør” og innoverer internt, men i den forstand, at man bruger sin corporate tilstedeværelse til at subsidiere det “rigtige” arbejde.
De unge og de rastløse
Det er særligt tydeligt for folk i tyverne. Vi trådte ind på arbejdsmarkedet netop som illusionen blev umulig at opretholde. Vi nåede aldrig den periode, hvor vi kunne tro, at vores corporate-roller var meningsfulde.
Mine venner fra universitetet sidder i Londons glastårne, og stort set ingen af dem mener, at deres jobtitel beskriver noget reelt. De er “Growth Hackers”, der aldrig har hacket noget, “Digital Transformation Leads”, der ikke transformerer noget, “Innovation Managers”, der forvalter fraværet af innovation.
Men i stedet for den eksistentielle krise, man kunne forvente, opstår noget andet. En slags pragmatisk accept kombineret med kreativ undergravning. De møder op, spiller spillet – men bygger langsigtede flugtveje.
Ingen tror længere på den corporate rolle, selv om de udfører den perfekt.
Pendlingen som kostumeskift
Se Liverpool Street station i myldretiden. Det er et massivt transformationsritual. Den person, der stiger på klokken 7.15, er ikke den samme, som holder præsentation klokken 10.
Jeg iagttog for nylig en mand i toget. Hættetrøje og høretelefoner fra start. Ved Clapham havde han skjorte på. Ved Bank fuldt jakkesæt. Hans kropsholdning ændrede sig for hver tilføjelse. Hans ansigt lagde sig i det, jeg kun kan beskrive som “professionelt neutralt”.
Om aftenen sker det omvendte. Den gradvise afklædning af corporate-identiteten, jo længere toget kommer fra centrum. Når folk når hjem, er de mennesker igen.
Hvad der dør
Den corporate rolle dør ikke i et dramatisk sammenbrud. Den dør, som religion døde for mange – langsomt, gennem svindende tro snarere end forsvindende kirker.
Strukturerne består. Kontorerne skinner stadig. Møderne afholdes. Mailene flyder. Men troen på, at aktiviteten betyder noget, at den bygger hen imod noget værdifuldt, at den retfærdiggør de livstimer, den forbruger – den tro fordamper.
Hvad der erstatter den, er endnu uklart. Måske denne paralleløkonomi, hvor folk bruger corporate-jobbet som platform. Måske noget helt andet. Men overgangsperioden, hvor vi alle foregiver at tro på noget, vi ved er tomt, er ikke holdbar.
Den mest ærlige person, jeg har mødt for nylig, var en VP i et techfirma, som sagde:
“Jeg leder et team på tolv mennesker, der laver dokumenter til andre teams, der laver dokumenter til topledelsen, som ikke læser dokumenter. Jeg tjener 150.000 pund om året. Det er fuldstændig absurd, og jeg rider på det, så længe jeg kan, mens jeg bygger noget reelt ved siden af.”
Muligheden i tomrummet
Hvis du læser dette indefra en af disse roller og føler, at du er ved at blive en smule skør af den kognitive dissonans, så er du ikke alene. Galskaben er ikke i dig – den er i systemet, der beder dig foregive, at videresendelse af mails er en karriere.
Det øjeblik, du holder op med at tro på den corporate fiktion, er det øjeblik, du kan begynde at bruge den. Når du ser den som infrastruktur snarere end identitet, som en ressource snarere end et kald, ændrer alt sig.
Din corporate rolle behøver ikke være meningsfuld. Den skal være nyttig. Nyttig til at opbygge kompetencer, finansiere dine virkelige projekter og købe dig tid, mens du finder ud af, hvad der betyder noget for dig.
Corporate-rollens død behøver ikke være en krise. Den kan være friheden til at engagere sig i mere kreativt og mere meningsfuldt arbejde.
Tilladelse til at stoppe med at foregive
Så her er din tilladelse, hvis du har brug for den: Du må gerne stoppe med at foregive, at din corporate rolle er virkelig. Du kan møde op, løse opgaverne, deltage i møderne – men du behøver ikke tro på det. Du behøver ikke knytte din identitet til din mailsignatur.
Folkene omkring dig tror sandsynligvis heller ikke på det. De venter bare på, at en anden indrømmer det først.
Den corporate rolle er død. Længe leve det, der kommer bagefter.
Kommentarer
Send en kommentar