En agent-roman med "klonet" stemme fra en kendt krimiforfatter...

 1

Regnen var begyndt, sådan en fin stribe, der ikke kunne ses fra vinduet, men kunne høres i tagrenden som en sart skurren. I gården lugtede der stadig af jern og gammelt kød fra de lukkede slagterier, selv om der nu stod caféborde, staffelier og et par paller med papkasser mærket Switches. Neon fra et cocktailskilt på den anden side af Halmtorvet blinkede i blå hikke.

Hans Hansen holdt begge hænder om papkruset for at få varme i dem. Kaffen smagte som altid af våd pap. Bag ham summede serverrummet. Et spinkelt firma­skilt i glas ved hoveddøren sagde Kødby Data ApS. Det var løgn, men en pæn løgn.

Døren til møderummet gik op. Rie kom ind først, lige fra regnen med dråber på brillerne og en vindjakke, der raslede. Bag hende fulgte Ove med sin gule notesblok, Hjalte med hænderne for dybt i lommerne og Fatima med sin bærbare, allerede åben.

“Den ligger i indbakken nu,” sagde Fatima. “Krypteret tunnel. Kilde anonymiseret, men vi ved godt, hvem der normalt skriver sådan.” Hun satte sig og drejede skærmen, så alle kunne se.

Hans så på de linjer, der bar præg af at være skrevet for hurtigt: Partner tip. Tilståelsesvideo på lukket kanal. Gruppe hævder at være smittet med VHF-lignende patogen. Tre mænd, én kvinde. Indrejst CPH i går via mellemstation. Intention: ‘sprede frygt ved kontakt’. Reelle sundhedsdata ukendte. Vores kilde vurderer mulighed: psy-op eller reelt forsøg. Foreslår diskret foranstaltning. Del ikke bredt. Tidskritisk.

Hjalte fnøs tørt. “Klassisk. Enten bluff eller helvede.”

“Psy-oppen virker jo allerede, hvis vi råber,” sagde Rie. Hun holdt en hånd under brillerne og tørrede dem i T-shirten. “Hvis vi melder det opad, ender vi med pressebriefing og panik.”

“Vi melder det opad,” sagde Hans, “men ikke højere end nødvendigt.”

Han kunne mærke tempoet hæve sig i kroppen. Ikke dramatisk. Bare en stramning i brystet, en lyd, der skiftede i serverrummet, selv om den selvfølgelig var den samme lyd som før. Han rullede skuldrene bagud, halvt stræk, halvt vane.

“Vi kører VINTERFUGL,” sagde han.

Ove løftede den gule blok. “Bekræft. VINTERFUGL gælder biologisk usikker hændelse, diskret. Ingen uniformer. Ingen blå blink. Ingen offentlig alarm. Tavst samarbejde med Serum og Beredskab.”

“Ja,” sagde Hans. “Rie på kontakt til Serum. Fatima på passiv søgning: PNR-skygger, MasterCard-udslag, anonymt tel-skrab på Indre By og brokvartererne. Ingen aktive stik, ingen EM-lister. Hjalte, pak kasserne. Ove, du ringer til vores i lufthavnen. Ikke officielt—han med det slidte slips.”

Fatima nikkede allerede og skrev. Rie tastede et kort nummer, bøjede hovedet og talte lavt. Ove gik ud på gangen for at ringe i læ. Hjalte gik hen til det låste skab og tog en nøgle frem fra sin nøglering. Inde bag webkameraer og laserprintertoner stod to grå peli­kasser, et par hvide dragter, tape, poser, visirer. Ikke månekostumer. Ikke rigtige. Men nok til at undgå berøring og dumme fejl.

“Hvis det her bare er fire idioter med feberfantasier, gider jeg ikke stå i plastik,” mumlede Hjalte.

“Hvis det ikke er,” sagde Hans, “så gider du.”

2

Fatima lagde de første brikker på bordet.

“Tre indrejser matcher nogenlunde: budgetbilletter fra to navne på samme PNR, et tredje navn på en separat billet købt fem minutter senere. Fjerde ukendt—kan være ind via tog. Ingen bagage registreret. De gik ud gennem grøn kanal. Kameraerne ved udgangen ser ud til at have haft en død pixel-dag.” Hun hævede et øjenbryn uden humor. “Man skulle tro, teknik var svært i Danmark.”

“De forsvinder i metroen?” spurgte Rie.

“Ja. Mobilsporing—pas på ordet—nej. Men der er en klynge af nye prepaids, der går live omkring Enghave Plads i går aftes. Fire SIM, fire forskellige kiosker, samme aggregator. To slukkede igen efter tyve minutter. To er stadig på. De har ikke ringet. De har bare været tændt.”

“Enghave,” sagde Hans. “Tæt på os.”

“Der er altid nogen tæt på os,” sagde Hjalte og så ud mod gården.

Hans tog en slurk af pappen. Den var blevet kold. “Plan: Vi antager, at det kan være rigtigt indtil det er modbevist. Vi rører ikke ved nogen. Vi råber ikke af nogen. Vi er hurtige. Vi tager dem stille. Og vi får dem ud uden at lave en scene.”

“Og hvis de begynder at—” Rie gjorde en vag bevægelse ved halsen, som om hun ikke ville sige ordet.

“Så er det en sundhedssag, ikke en politisag,” sagde Hans. “Og så tager Rie kommandoen.”

Rie pustede ud. “Tak for gaven.”

3

Udenfor var regnen blevet til det, asfalten elsker. Halmtorvet glinsede. Cykler med blinkende røde haler gled i en stribe mod Vesterbro. Længere henne rullede et værtshus sin markise ind. Kødbyen trak sin jakke tættere.

De delte sig. Hjalte kørte den gamle varevogn med FiberFix på siden. Rie og Ove sad foran og talte om hvor mange masker, man egentlig skulle bruge, før en panikramt kunde blev rolig. Fatima og Hans gik.

“Du siger hver gang, at du hader efterår,” sagde Fatima.

“Jeg siger hver gang, at jeg hader gennemblødte sokker,” sagde Hans. “Efteråret er uskyldigt.”

De krydsede Ingerslevsgade, gik gennem sidegaden med graffiti der duftede af frisk maling, og kom ud på Enghave Plads. Der var et grønt slag over pladsen, træerne havde tabt de første gule blade, et barn grinede højt på en fjedervippe.

Fatima nikkede mod en kiosk. “Det ene SIM.”

Hans sagde ikke noget. Han lod bare blikket vandre hen over rutiner. Det var det, han kunne. Læse rum. Se hvor folk stod, der hvor de ikke stod normalt. Den måde en mand tog sin hætte op på, selv om regnen ikke længere var regn. Den stive skulder på en, der var for ny i sin jakke. Den lille pause, folk tager, når de ikke har besluttet sig, men gerne vil se ud som om de har.

“Han der,” sagde Fatima.

Hans så. Mand med mørk jakke, billig og for stor, hætten trukket op. Hænderne gemt. Blikket ikke i jorden, som man skulle tro, men i ansigterne. Ikke søger, mere måler. Som om han havde fået at vide, at usikkerhed var farligt, og derfor valgte at spille sikkerhed med en hård maske.

Hans mærkede det gamle herte­slag gå en tak op. Ikke fare. Bare opmærksomhed. Hans gik i bue, så han kom på skrå.

På hans højre side, femten meter ude, opdagede han den næste. Kvinde. Hun var kort, tæt, med en jakke der var bedre, en rullekuffert ved sin fod, der tydeligvis var tom, for den stod for let. Hun holdt ikke på håndtaget. Den stod bare. Man lader ikke en kuffert stå. Med mindre den er en forlængelse af en historie.

Fatima talte lavt: “To prepaids logget på her kl. 09:12. Lukkede igen 09:33. De to, der stadig er tændt, flytter sig ikke. Det er stationært”—hendes blik gled op på kontorerne over kaffebaren—“eller slukket i en betonbunker.”

“Ring Hjalte ind,” sagde Hans. “Og sig til Rie, at vi får brug for hendes fine stemme.”

4

De tog ham mellem kiosken og bænken. Ikke voldsomt. Ikke film. Hans gik ind i ham fra siden og sagde “undskyld” med en munter tone, lagde sin venstre hånd på mandens albue, sin højre på håndleddet og lurede en halv centimeter frem, så mandens balance faldt ham af hænde. Rie trådte ind fra den anden side, hendes stemme allerede i gang med en sætning, der lød som venlighed, men bar struktur: “Vi skal lige tale en smule, og så er du hurtigt videre.” Fatima stod med en papirpose fra kaffebaren, helt almindelig, og da mandens hænder var på vej op i luften for at markere protest, gled posen op og lukkede om hans hænder. Tape. Klik. Ikke stramt nok til smerte. Stramt nok til at være dumt at kæmpe.

Kvinden så det, selvfølgelig. Hun havde allerede drejet halvt. Ove kom bagfra, som om han havde været der hele tiden, fordi Ove altid var der hele tiden, og lagde sin hånd fladt på hendes skulder. “Ikke her,” sagde han venligt på dansk, så på arabisk, roligt, uden antydning af generalisering: “Kom. Vi taler. Ingen problemer.” Han sagde ikke, hvad hun skulle gøre. Han lod hende vælge. Hun valgte at gå.

De gled ind i sidegaden. Varevognen stod klar med bagdørene åbne. Til højre for døren var der sat en plade op. Der stod Reparation af fiber, vi er tilbage om fem minutter. Ingen kiggede to gange. København kiggede sjældent to gange.

Ingen råb. Ingen knytnæver. Bare to mennesker, der pludselig befandt sig i en grå kasse og ikke kunne se ud. Rie sad på kassen med dragt og visir halvt trukket på, men ikke helt. Det var vigtigt at være håndfast uden at være fremmed. Et menneske med øjne slår sjældnere ud mod et andet menneske.

Hans bøjede sig ned mod manden. “Hør,” sagde han på engelsk. “Hvis du føler dig syg, siger du det nu. Vi har læger. Hvis du ikke er syg, siger du heller til. Vi er ikke politiet. Ingen dør i dag. Forstår du?”

Manden stirrede. Pupillerne var normale. Sveden på hans overlæbe kunne være alt muligt, også vejret. Hans så i en vinkel det, han altid så: små ar ved venstre hånds knoer, et halvt ar op langs underarmen efter noget, der lignede metal. Ikke kontorhænder. Ikke soldathænder. Et sted midt imellem.

Kvinden sad helt stille. Hun havde rakt sine hænder frem, da Ove bad om det. Hendes blik gled fra ansigt til ansigt, som om hun vejede dem. Hun sagde: “Er det jer?”

“Ja,” sagde Ove. “Det er os.”

Hun nikkede en gang, puttede hagen i jakken og holdt op med at trække vejret en kort sekund. Så kom luften igen.

5

Fatima og Hans tog den tredje ved Dybbølsgade. Jegeren, ikke byttet. Han så dem, og han løb. Han sprang ud foran cykler, der bandede, ramte en vandspejl, gled og holdt sig på benene ved ren vilje. Hans mærkede det i benene, sådan som man mærker en andens løb, hvis man selv har løbet mange gange: for korte skridt, for høj fart tidligt. Han brød diagonalt, skar hjørnet og kom ud foran.

Det blev ikke kønt. Manden var stærkere end de fleste, han var også mere desperat end de fleste. Hans undgik den første albue ved refleks, fik knæet ind dér, hvor man lammer hoftebøjeren, ikke hårdt, bare præcist, og vendte ham rundt ind i muren. Rie kom glidende ind på siden med en stemme, der stadig var mild. “Slip,” sagde hun. “Slip nu, det her kommer til at gå hurtigt.” Manden trak vejret hurtigt. Hans var tæt på hans ansigt og lugtede ikke sygdom. Han lugtede mave, sved, dårlige cigarer, regn.

“Har du feber?” spurgte Hans.

“Fuck dig,” sagde manden på et sprog, der var mere London end noget andet.

“Det er også en diagnose,” sagde Hans.

Bag dem stod to unge med take-away og så på. En af dem begyndte at fiske mobilen op. Fatima vendte sig og rystede på hovedet. “Nej,” sagde hun. “Det her er bare en dårlig skilsmisse.”

De to unge grinede og gik.

6

Varevognen var blevet en lille verden. Regn på taget. Lys fra en enkelt batterilampe. Tape. Duften af vådt tøj. Rie havde handsker på nu. Ikke hele dragten. Bare handsker og visir. Hun talte til dem én ad gangen. Spurgte om hoste. Spurgte om mave. Spurgte om kontakt. Ikke med en liste, men med den rolige unødigt rolige tone, man bruger, når man hjælper et menneske af en frossen sø.

Kvinden med kufferten sagde stille: “Hvem tror I, vi er?”

“Det vælger jeg ikke for dig,” sagde Rie. “Jeg spørger, hvad du er.”

Kvinden så på sine hænder. De rystede ikke. Hun fortrak ikke minen. “Sulten,” sagde hun.

Hjalte åbnede en skuffe og fandt to granolabarer. Han lagde dem på kassen mellem dem. “Low carb,” sagde han. “Du kan også få en, hvis du siger ærligt, om I er syge.”

Kvinden tog ikke baren. Hun tog en dyb indånding og pustede ud. “Vi var i en lejlighed i går,” sagde hun. “De andre gik ud. Jeg blev. De skulle mødes i aften. En mand og en kvinde, som kom med noget. Jeg skulle bare—” Hun klappede sin tomme rullekuffert. “Jeg skulle se normal ud.”

“Navne?” spurgte Ove.

“Jeg kender dem ikke,” sagde hun. “Ikke rigtigt.”

“Sted?” spurgte Hans.

“Overfor kødhandlen. Med de store hvide fliser. En blå dør. Tredje sal.” Hun så op. “I kan alligevel finde det.”

“Vi kan mange ting,” sagde Hans.

Manden fra kiosken sagde pludseligt hurtigt, som om noget var sprunget i ham: “Det er løgn, alt det sygdom. De sagde, at hvis vi sagde det, ville politiet komme med store masker og skydere og så—”

“All right,” sagde Rie, roligt.

“Vi skulle lave video,” sagde han. “Det var planen. Ikke at… ikke at røre.”

Manden fra Dybbølsgade stirrede på ham, som om han var blevet forrådt. “Hold kæft,” sagde han.

“Jeg holder sjældnere kæft end før,” sagde Rie. “Det er alderen.”

Hans mærkede lettelsen komme som en tynd tråd, der trak skulderbladene ned igen. Ikke sikkert. Ikke endnu. Men en anelse. Han lod den være en anelse.

“Lejligheden,” sagde han. “Vi går nu.”

7

Den blå dør var virkelig. Den var skrammet, og malingen var lagt i for mange lag. Trappen lugtede af våd uld og en andens aftensmad fra i går. På tredjesal sto d der en dørklokke uden navn. Over kighullet var der en lille ridse i malingen, som om nogen for nylig havde monteret kamera og fjernet det igen.

“Fatima,” sagde Hans.

Hun nikkede, lyttede, holdt en tynd metalplade op ved låsen, ikke fordi hun elskede at dirke, men fordi det engang i mellem stadig var hurtigere end jurister. Døren gav sig en centimeter. Lidt mere. Der var en kæde. Hjalte lagde sin hånd på kanten. “Så,” hviskede han til døren, som om den var et barn. “Så nu.” Han gav den præcis det skub, der får kæder til at knække, hvis skruerne er sat i for porøst træ. Disse skruer var sat i for porøst træ.

De stod i en gang. På venstre side et lille badeværelse med klinker, der havde set mange år. Til højre et lille køkken med to kopper, der dampede ikke. Længere inde en stue med et tæppe, der var for nyt til resten. Et stativ. Et ring light. En vinkel mod en væg, hvor der var hængt et enkelt hvidt lagen op for at give en “ren” baggrund. På gulvet en rulle tape. Et kort bord med to små flasker håndsprit. Ingen kasser. Ingen køleelementer. Intet der lignede mere end teater.

På bordet lå en udprintet tekst, fed skrift med brudt dansk: Dette land har blod på hænderne. Vi bringer dommen med os i vores kroppe. I kan ikke gemme jer bag jeres masker. Vi er smitten i jeres gader.

Rie løftede teksten med handsker og gjorde ikke andet. Hjalte gik i soveværelset. Nogen havde sovet. Nogen havde ikke forladt lagnet i orden. Et håndklæde hang vådt i dørkarmen. Fra vinduet kunne man se ned på gården. Man kunne se vores varevogn, hvis man vidste, hvor man skulle se.

Fatima stod ved ring lightet og kiggede på en lille sort enhed, som sad i midten. “Kameraet mangler,” sagde hun. “Men de har testet lys. Se, her.” Hun pegede på en skygge i loftet. “De har været her i morges.”

Hans stod stille. Han lyttede. Ikke til lejligheden. Til det, der følger efter, når man tror, man er færdig. Han kunne mærke det i maven. En lille forkert ting. Som noget, der ikke var blevet sagt, men burde. Som det skifte, der ligger i luften, når en hund holder op med at gø, før den kommer løbende.

“Vi er for tidligt,” sagde han lavt. “Eller for sent. Og en af dem mangler.”

Som for at svare ham lød der fodtrin oppe på trappen. Hårde, for hurtige. Nogen, der kom, men ikke valgte at komme roligt. Rie så på ham og nikkede. Hjalte trådte to skridt tilbage fra døråbningen, så han ikke stod i direkte vinkel. Fatima hev en almindelig, helt almindelig mulepose op foran ring lightet, som om hun var på vej ud at handle.

Døren blev sparket op så langt kæden tillod. Kæden var der ikke længere. Den ramte væggen med en lyd, som fik puds til at drysse. En mand stod i døråbningen med hætten trukket op og en sort maske over næse og mund, sådan en man bruger i metroen, men ønsker man ikke behøver. Hans øjne løb hurtigt fra ansigt til ansigt. Han vurderede forkert. Han vurderede, at dette var et røveri. Han gik efter Rie, fordi hun var den mindste.

Han nåede ikke længere end to trin ind. Hjalte tog ham i taljen med en bevægelse, der lignede et knus, vendte ham, så hans vægt var hans egen fjende, og lagde ham ned på gulvet i tæppet. Manden forsøgte at rulle, men Hjalte havde knæet dér igen, præcist, hoftebøjeren, klik, så håndleddet, ikke smerte, bare fakta. Ove var allerede inde. Hans stod over ham, og alt hvad han kunne tænke var: Hver gang. Hver eneste gang tror nogen, de kender tyngdekraften, og hver eneste gang husker tyngdekraften dem på, at den kun kender sig selv.

Manden lå og stirrede. Rie bøjede sig ind over ham med sin maske og handsker og talte lavt. “Er du syg?” spurgte hun. “Er du syg?” Hun sagde det på hans sprog også. På endnu et. Han blev ved med at stirre.

“V tasken,” sagde Fatima. “Hans.”

Hans kiggede. En sort sportstaske, billig, våd i bunden af dagens regn. Han trak lynlåsen. Der lå noget plastik i. Ikke kolde bokse. Ikke glas. En kasse med engangs-kit til at tage næsepodninger. Tre pakker med mundbind, blå. En lille grøn flaske teaterblod.

Hans kiggede længe på den flaske. Det var ikke engang det gode teaterblod. Det var det billige, der koagulerer grimt.

“Så,” sagde Hjalte. “Et teater.”

“Et teater, der koster liv, hvis man spiller det dårligt,” sagde Rie. Hun holdt stadig mandens blik. “Hvem gav jer teksten?”

Manden sank. Han så ikke ud som en martyr. Han så ud som en, der havde fået at vide, at det her var vigtigere end ham. “Jeg kender ikke navnet,” sagde han. “Han var hvid.”

De stod stille med det i rummet et øjeblik. Det var sjældent, at ting stillede sig så pænt på række. Det gjorde denne heller ikke. Der var altid flere hænder på en plan. Der var nogen, der havde trukket trådene. Der var nogen, der havde brugt fire mennesker som rekvisitter. Der var nogen, der ønskede et billede mere end alt andet: en video, en sætning, en tv-avis fuld af masker.

Hans rejste sig og gik hen til vinduet. Regnen var tiltager. Nede på gaden gik to turister med paraply, de grinede og holdt hinandens hænder i ærmet. I gården overfor stod en mand i forklæde og slog vandet af et skærebræt. Verden gik videre, som den gjorde, og det var næsten det mest truende af alt.

Han vendte sig mod de andre. “Vi ringer op nu,” sagde han. “Serum får dem i stilhed. PET får det snævre spor. Vi holder resten lukket, indtil vi har navnet på ham med manuscriptet.”

“Og hvis navnet ikke findes?” spurgte Fatima.

“Så opfinder vi det,” sagde Hjalte og fik et blik fra Rie, der kunne have stoppet en lastvogn.

“Vi finder det,” sagde Hans. “Den slags mennesker efterlader sig altid noget. En ridse over et kighul. En dårlig flaske blod. Et ord, der ikke er hans eget.”

Han så på den grønne flaske igen. Han tænkte på det ord, mænd som ham og kvinder som Rie og Fatima brugte for sig selv, når de skulle forklare, hvorfor de gjorde ting, man ikke må. Nødvendighed. Det smagte af metal i munden. Men det gjorde pappet også.

“Og hvis vi tog fejl?” spurgte Rie stille.

Hans trak på skuldrene, helt småt. “Så er vi de eneste, der ved det.”

8

De gik ned ad trappen med to mennesker mellem sig. I gården stod varevognen stadig med FiberFix på siden. En cyklist ringede med klokken, selv om ingen var i vejen. Hans mærkede sin telefon vibrere.

En besked fra den udenlandske afsender, som ikke fandtes, men altid fandtes alligevel: Tak. Vi har noget mere. En anden video, en anden bydel. I aften. En link. En lokation. Et løfte.

Hans stod stille et sekund med regn i nakken og kiggede på teksten, som om den ville ændre sig, hvis han gav den tid.

“Der bliver to forestillinger,” sagde han til Rie.

“Så bliver der to lukkede teatre,” sagde hun, satte hætten op og trak visiret ned.

Regnen slog tungere nu. Halmtorvet spejlede himlen. En måge skreg fra et tag og blev besvaret et sted, man ikke kunne se. Hans tænkte på, at han en dag skulle holde op. Så tænkte han på, at han i dag ikke var den dag. Han bankede på varevognens dør, to korte, en lang, og den åbnede sig. Indenfor var der for varmt, for trangt og helt tilpas.

Han lagde den grønne flaske i en grå kasse og satte låget på med et klik, der lød mere end det var.

“Det er ikke blod,” sagde Hjalte.

“Nej,” sagde Hans. “Det er noget værre.”